USA

Til kamp for sundheden

Kirsten Lee kan se tilbage på 35 år i sundhedsvæsnet. Hun har især engageret sig i ledelse, børns vilkår og socialt arbejde.

Kirsten Lee kan se tilbage på 35 år i sundhedsvæsnet. Hun har især engageret sig i ledelse, børns vilkår og socialt arbejde.

¤Kirsten Lee, læge og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden, Drosselvej 78, Frederiksberg, fylder i dag 70 år. Kirsten Lee er en aktiv sundhedsdebattør. Og med erfaring fra flere overlægestillinger er der vægt bag ordene, når hun som regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden udtaler sig om sin kæphest: Forebyggelse af folkesygdomme som lungekræft, rygerlunger og hjerte-kar-sygdomme. Kirsten Lee er uddannet speciallæge i børnesygdomme fra Boston University, USA, i 1972. Det var også her, hun skiftede sit efternavn Damgaard Hansen ud med Lee, da hun giftede sig med amerikaneren Harry Lee. Men ægteskabet holdt ikke, og Kirsten Lee vendte hjem til Danmark, hvor hun blev speciallæge på børneafdelingen på Hillerød Centralsygehus og i 1986 overlæge samme sted. Siden fulgte en årrække som administrerende overlæge, inden hun i 1998 forlod Nordsjælland for at blive centerdirektør for 800 medarbejdere på Rigshospitalets Finsencenter. Karrieren sluttede hun som folkesundhedschef i Københavns Kommune, hvorfra hun gik på pension i 2007. Sideløbende har Kirsten Lee været aktiv i politik. Ligesom sin mand, tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, er hun radikal, men mens han sad i Folketinget i 36 år, blev hendes tid i tinget kort. Kun en enkelt gang, i 1987, lykkedes det hende at blive valgt ind. Men andre steder end Folketinget har hun sat sine fingeraftryk, blandt andet som sit partis førstedame i Region Hovedstaden og som tidligere formand for regionens indflydelsesrige Sundhedskoordinationsudvalg./ritzau/