Til kamp for uddannelsesstederne i Ranum

Det er nu der skal kæmpes for at bevare HF samt pædagoguddannelsen på Ranum Seminariet

Skolevæsen 8. september 2002 08:00

RANUM: Det er nu der skal kæmpes for at bevare HF samt pædagoguddannelsen på Ranum Seminariet. Sådan lød det fra lærer Jens Chr. Ulltveit-Moe på et borgermødet i Ranum i denne uge. Han henviste til dengang byen mistede læreruddannelsen og frygter, at HF og pædagoguddannelsen er ved at lide samme kranke skæbne. Landmand Hans Peter Eriksen opfordrede seminariet til at kontakte seminarierne i Aalborg omkring et samarbejde. Rektor Hans Støttrup Jensen, Ranum Seminariet, oplyste, at et sådant samarbejde allerede er etableret og at det er hans opfattelse, at en positive udvikling i Ranum vil give bonus i form af en overbygning på pædagoguddannelsen og dermed nye studrende og flere klasser. Skole -og kulturudvalgsformand Kr. Haldrup opfordrede til, at man finder den rigtige niche omkring en påtænkt efterskole med tilknytning til seminariet. Han henviste til, at der er stor konkurrence mellem efterskolerne, så det er vigtigt af have det rigtige produkt. Placeringen af Løgstør Kommunes 10. klasser blev foreslået samlet i Ranum. - Det kræver blot en politisk beslutning, og så er tingene samlet, sagde Jens Chr. Ulltveit-Moe. Svømmehal Bibliotekar Vibeke Timling foreslog, at Ranum Svømmehal vedbliver at være fyldt med vand, men at det fryses, så der kan laves skøjtebane ikke mindst til glæde for turisterne på DanParcs Rønbjerg. Hanne Riisgaard foreslog, at svømmehallen fyldes med fritidsaktiviteter såsom rafting og klatrevæg. En anden anskuelse havde repræsentant Steen Mortensen, Ranum, der foreslog "hatten" taget af svømmehallen, og at en ny hal blev bygget oven over. Derved kan kontor, kantine, omklædningsrum og toiletter bevares og indgå i halsammenhæng. Det manede kommunalbestyrelsesmedlem Lars Jensen, Ranum straks til jorden. Han henviste til undersøgelser, som viser, at der ikke er sparet en krone ved at genbruge dele af bygningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...