Til kamp for varig velfærd

Kamp må der til, skal livet gro, skriver H.V. Kaalund i sangen "Jeg elsker den brogede verden".

Det er helt klart ikke arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, H.V. Kaalund har tænkt på, men budskabet i de skrevne linjer er yderst relevant. Både Socialdemokrater (S) og medlemmer af Socialistisk Folkeparti (SF) har ofte brugt netop 1. maj til at fortælle om, hvor meget de kæmper for vores velfærdssamfund og fællesskabet, men hvilken form for fællesskab er det, de værner om? I den tid, vi er i, mener jeg, at det drejer sig om at passe på vores velfærdssamfund - som vi skal tage hånd om via en langsigtet og ansvarlig økonomisk politik. Netop velfærdssamfundet står i de kommende år over for store udfordringer. Hvilket er en af grundene til, at regeringen har lanceret den økonomiske 2020-plan. En af de største udfordringer de kommende år er, at der i Danmark bliver færre personer i den arbejdsdygtige alder og flere ældre - det betyder blandt andet faldende skatteindtægter og større udgifter til pensioner, pleje og sundhed. Venstre har eksempelvis foreslået, at efterlønnen skal fjernes. Ud fra den betragtning, at Danmark er et godt samfund. Men vi står over for store udfordringer, hvis vi skal holde fast i vores velstand. I dag er kun halvdelen af danskerne i arbejde, og i de kommende år vil der kun være fire til at tage over, hver gang fem forlader arbejdsmarkedet Hvis vi ser passivt til, så ender vi med en usund økonomi, med voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi bliver tvunget til at skære i velfærden. Det ønsker Venstre ikke. Derfor foreslår vi en gradvis afskaffelse af efterlønnen. Dette forslag har Socialdemokratiet afvist. I stedet forsøger Socialdemokratiet at løse den økonomiske krise ved at foreslå at alle skal arbejde mere. Præcist skal alle danskere arbejde en time mere om ugen. Samtidig vil de lade skatterne stige til, hvad der svarer til ca. 11.000 kr. pr. husstand pr. år. Disse forslag står i skærende kontrast til, at regeringen igennem de seneste år ikke blot har gennemført fuldt finansierede skattelettelser og økonomiske omlægninger, som har bevirket, at vi både som borgere og nation har kunnet klare den økonomiske krise på mere lempelig vis, end mange af de øvrige europæiske lande. Ud over at øge arbejdstiden og minimere borgernes personlige økonomiske råderum ønsker både S og SF at øge det offentlige forbrug med 1,4 pct. årligt. Det betyder samlet, at det offentlige underskud vil være på 63 milliarder kroner årligt. Hvor skal de penge komme fra? Jeg tillader mig at stille spørgsmålet og håber selvfølgelig, at jeg får et svar fra Helle Thorning og Villy Søvndal. Er det boligejerne, der skal betale mere? Skal der indføres mere brugerbetaling? Skal erhvervslivet betale mere i skat? Ikke engang økonomer kan gennemskue hvordan oppositionens økonomiske plan skal hænge sammen, så må vi få et svar. Jeg og resten af Venstre vælger varig velfærd. Derfor har vi fremlagt en ansvarlig økonomisk plan. Gennemføres vores plan betyder det at samfundets ressourcer kan bruges bedre end til at betale raske danskere for at holde op med at arbejde. Men er man nedslidt, vil man naturligvis ikke blive ladt i stikken. Efterlønnen koster os ca. 16 mia. kroner hvert år. Det svarer til udgifterne for 240.000 folkeskoleelever, 40.000 plejeboliger eller tre nye supersygehuse. Hvert år. Jeg ønsker og håber at der er massiv opbakning til en økonomisk ansvarlig politik hvor velfærdssamfundet og fællesskabet vægter højt. Kommende generationer vil berettigede kunne beskylde os for at være egoistiske hvis ikke vi agerer økonomisk ansvarligt. Da regningen i stedet vil blive sendt videre til kommende generationer. Skal vi ikke netop på en 1. maj være enige om, at vi også skal være solidariske med vores børn og børnebørn. Som H. V. Kaalund skrev: "Kamp må der til", og i Venstre kæmper vi for en kontant sikring af Danmark velfærd.