Til kamp i Gøteborg

De danske film "Broderskab" og "R" er blandt de film, der skal i konkurrence i Göteborg fra fredag29. januar

Fire danske film er udvalgt til konkurrencen ved Göteborg Internationale Filmfestival, der starter næste fredag. Det er Nicola Donatos "Broderskab" og Michael Noer og Tobias Lindholms "R" (billedet), der deltager i konkurrencen Nordic Competition. Desuden er Martin Zandviets "Applaus" nomineret til prisen for bedste debutfilm: The Ingmar Bergman International Debut Award, og endelig er Heidi Maria Faissts "Velsignelsen" nomineret til festivalens nystiftede musikpris, The Nordic Film Music Prize. I Nicola Donatos debutfilm "Broderskab" spiller Thure Lindhardt den 22-årige Lars, der føler sig tiltrukket af en nynazistisk gruppe og senere også af Jimmy, som er med i gruppen. De to udvikler kærlige følelser for hinanden, men i de kredse sker den slags ikke ustraffet. David Dencik spiller Jimmy og Nicolas Bro gruppens begavede nazi-leder.