Til kamp mod centraliseringen

Enhedslisten kræver en redegørelse fra finansministeren om nedlæggelse af statslige arbejdspladser.

Det sker på baggrund af den seneste melding herom, nemlig nedlæggelsen af netto 12 omkring stillinger på Beskæftigelsesregion Nordjylland. Den nationale specialenhed for ligestilling, der er placeret i Nordjylland, bliver nedlagt. Samtidig bliver håbet om en forlængelse af specialenheden for unge ikke opfyldt, og der nedlægges yderligere nogle stillinger som følge af generelle besparelser på Beskæftigelsesministeriets konto. Alt sammen skal bidrage til finansieringen af skattefradragene i den såkaldte boligpakke. - Dagligt hører vi om nedlæggelse af statslige arbejdspladser i Nordjylland. Derfor frygter jeg, at den aktuelle nedskæringsrunde i staten, rammer provinsen og Nordjylland hårdere end København og dermed fører til yderligere centralisering. Det mener jeg ikke er rimeligt og jeg vil derfor tage sagen op over for finansministeren, udtaler folketingsmedlem Per Clausen, Enhedslisten. Han ønsker, at ministeren redegør for den geografiske placering af nedlæggelsen af arbejdspladser for hvert enkelt ministerium, og hvorvidt regeringen har sikret sig, at nedskæringen ikke fører til nedlæggelse af relativt flere stillinger udenfor end i København.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.