Til kamp mod dæksnitterne

Hærværksmænd bliver upopulære filmstjerner i Hornum

HORNUM:I fremtiden er der ingen nåde for hærværksmænd, der forsynder sig mod cyklerne i Hornum Skoles cykelstativ eller mod de tohjulede, der står foran hallen. - De bliver meldt til politiet og forældrene får besked, fastslår skoleleder Preben Krøldrup. Skolen har netop taget videoovervågning i brug mod et problem, der med jævne mellemrum blomstrer op på skolen, vækker irritation og koster forældre og elever dyrt: Hærværk mod cykler - både i skoletiden og når de 280 elevers cykler af den ene eller anden grund får lov at overnatte på skolen. Omfanget af hærværket går opstår i bølger og topper i efteråret. - Det sker jævnligt, at jeg bliver ringet op derhjemme om aftenen af forældre, der har fået et barn hjem med en ødelagt cykel, understreger Preben Krøldrup. Irritationen har været stigende, men hidtil har der ikke været meget skolen kunne stille op. Det er nemlig aldrig lykkedes at pågribe cykelhærgerne på fersk gernning. Det har heller ikke været nemt at overvåge cykelskuet, som ligger gemt ad vejen parallelt med hallen - helt ideelt for unger med trang til at snitte i dæk eller til at smide de små cykler op på cykelskurets tag. Og flytte cykelskuret har skolen ikke lyst til. Det ligger nemlig perfekt i forhold til gang- og cykelstier til villakvartererne i nærheden og lægger ikke beslag på skolens udendørsarealer på en upraktisk måde. - Men vi er helt enige i skolebestyrelsen om, at det ikke er noget, man skal finde sig i, pointerer Preben Krøldrup. Efter en investering på 40.000 kroner i avanceret videoudstyr er skolens cykelskur nu under konstant overvågning. Dermed håber Preben Krøldrup, at problemet er løst én gang for alle. Hvis der sker nyt hærværk i fremtiden, så er det nemlig bare et spørgsmål om at klikke sig ind på Preben Krøldrups harddisk, hvor videooptagelserne lagrer sig. Og vupti så er hærværksmændene i Hornum blevet filmstjerner. Vel at mærke af den slags, der selv må punge op for rollen i filmen. - Vi sætter skilte op, som vi skal efter loven og har selvfølgelig også været rundt i klasserne og fortalt om, at der bliver sat videoovervågning op, forklarer Preben Krøldrup. Ved samme lejlighed har han - for at komme hærværk mod kameraerne i forkøbet - pointeret i klasserne, at de jo altså også filmer, mens man ødelægger dem.

Forsiden