Hadsund

Til kamp mod gadetisseri

POlitiet havde en travl weekend i det indre Hobro

Arkivfoto

Arkivfoto

Tisserier på åben gade i nattelivet er blevet en udbredt plage, som myndighederne nu om dage mere konsekvent slår ned på. Derom vidner politiets døgnrapport fra weekenden, hvor ordenshåndhævere i fire tilfælde satte en stopper for uciviliseret vandladning op ad husmure, butiksruder eller på åben gade. - Folk tisser åbenlyst op ad butiksvinduer, og vi får efterhånden mange klager fra forretningsdrivende. - Derfor har vi de seneste par år fokuseret mere gadetisseri og skriver i det omgang, det er muligt, rapport, så folk nu får en bøde, fortæller politikommissær Preben Møller fra Himmerlands Politi. Han håber, at den større fokus med tiden vil få en opdragende effekt på unges adfærd, når de går i byen. - For vi vil ganske enkelt ikke have det svineri, fastslår Preben Møller. Søndag morgen klokken 02.38 slog ordenshåndhæverne kloen i en 30-årig mand, som forrettede sin nødtørft på Adelgade. Bare syv minutter senere var den gal igen, og dette tilfælde kunne en 34-årig ophidset mand hverken styre blæren, mundtøjet eller næverne. Han teede sig så ubehersket og voldeligt, at patruljen ikke så anden løsning end at sende manden i detentionen. Omend selve overnatningen var gratis, kan den 34-årige vente en klækkelig bøde for sin opførsel. Klokken 3.36 urinerede en 18-årig knægt på Store Torv i Hobro. Og på samme lokalitet - ved Trykkeriet - kontaktede myndighederne søndag klokken 02.45 en mand, som ikke på forlangende ville opgive sit navn. Den stædighed koster ham ligeledes en bøde. En 20-årig beruser røg samme nat med på stationen til en uddybende samtale Også uden for diskotek Downstairs på Torvet i Hadsund var den gal. Her opgav en yngling lørdag klokken 0.30 at udfri sine blæretrængsler på et lovformeligt toilet.