Til kamp mod havneudvidelse

- Bevar skurbyen og lav eventuel større havn ud i havet

Havne 1. februar 2005 05:00

SKAGEN: Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur - kaldet landskabsforeningen - i Skagen Kommune er modstander af planerne om at udvide Skagen Havn mod sydvest og agter at gøre indsigelse til amtet. Foreningen stiller sig tvivlende overfor behovet for en udvidelse og efterlyser at få beskrevet det nøjagtige behov. - Det kunne være interessant, hvis havnens ledelse kunne fortælle, hvilke henvendelser, man har afvist på grund af arealmangel. Det kan ikke være lokaler, der mangler, for der findes hos byens ejendomsmæglere et bredt udvalg, siger foreningens formand Jens Daugaard Pedersen. Foreningen siger i en kommentar til planerne om udvidelse med blandt andet et stort bassin og arealer på land, at der næppe er brug for vandplads til krydstogtsskibe, som er konstrueret til, at passagererne nemt kan sejles i land. Ønsket om plads til en færge kræver ikke kommentarer og slet ikke, når alternativet er at lægge til, hvor motorvejsnetter begynder - nemlig i Frederikshavn. - Tilbage står punktet om boliger på havnen. Det egentlige formål synes at være, at man ønsker at opføre luksussommerhuse på skurbyens arealer og langs havnen mod vest. I VVM-redegørelsen tillægges jollehavnen, skurbyen og byfronten langs Vestre Strandvej ingen større betydning, og det er betænkeligt, fastslår Jens Daugaard Pedersen. - Strækningen langs Vestre Strandvej er det eneste sted, hvor byen i dag møder havet, og den rummer et elsket kig mod Kongevillaen. Skurbyen, Jollehavnen og fritidsfiskerne giver miljø og liv på havnen og minder om, hvad der gik forud for de store anlæg i Østhavnen. - Der er vist ikke mange, der er i tvivl om, hvor man har lyst til en tur, hvis man vil opleve havnestemning, så man bør bevare det særlige miljø. Det burde være muligt at finde plads til en ny feriebolig-bebyggelse et andet sted end på en oppumpet sandflade ved Vestre Strandvej. - Og hvis man har behov for mere havn, synes vi, at den bør bygges ud i havet, siger Jens Daugaard Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...