Til kamp mod mobning

Mobning har et fjæs - og det er grimt. Forfatteren Charlotte Strandgaard og journalisten Poul Majgaard har i en kommende bog sat sig for at vise os det. For først når vi ved, hvad mobning er, kan vi komme den til livs

Skolevæsen 3. juni 2003 08:00

Man gjorde dem fortræd. Slog børnesind i stumper og stykker, efterlod ar på sjæl og krop og gav dem skammen at bære. Som regel helt alene. Mobning er udover at være et hæsligt udtryk for spillet om magten, sindsoprivende, skamfuldt og i høj grad skjult. Det har forfatteren Charlotte Strandgaard og journalisten Poul Majgaard sat sig for at gøre noget ved, og det fremmeste formål med den bog, de to er i gang med at skrive, er at sætte ord og ansigt på det, vi ikke kan holde ud at se. - Det er klart, at mobning er tabuiseret. Det er så flovt at blive mobbet, og selv om de fleste forældre godt ved det, hvis deres barn bliver mobbet - eller i hvert fald har en anelse om det - så er man næsten magtesløs. Vores mål er at komme mobningen til livs ved at fortælle børnenes egne historier, for først når vi ved, hvad vi taler om, kan vi gøre noget ved mobningen, siger Charlotte Strandgaard. I fem år stillede hun selv op til verbale overfald, udelukkelse og én gang en regulær omgang klassetæv på trappen til teatret i barndomsbyen Århus. Den lille rødhårede pige - og nej, det var ikke moderne dengang - var klassens yngste og i de andres øjne mærkeligste elev. Læsehesten skulle ned med nakken og kom det. Da den nu 60-årige Charlotte Strandgaard udgav romanen "Giv mig solen" om en skolepiges svære hverdag modtog hun masser af breve fra læsere, der havde oplevet noget lignende. Ydmygelserne fra Århus dukkede op igen og slog næsten benene væk under hende med deres voldsomhed. - Jeg troede jo, jeg havde bearbejdet det her, men det kom tilbage til mig. Mobningen dengang har bestemt ødelagt noget i mig. Og selv om jeg har stået på barrikaderne og ikke, som mange andre mobbeofre, er kommet til at betragte mig selv som et evigt offer, der aldrig kan trække en grænse, så kan jeg stadig mærke, hvor ondt det gør. Jeg tror, følsomme mennesker er mere udsat for mobning. De pæne, gennemsnitlige børn, der ikke stikker ud fra de andre, bliver ikke så let mobbet, siger Charlotte Strandgaard. Norge mod mobning Mobning ude af landet inden 2004. Så klart er det mål, den norske børneombudsmand har sat sig. Vel og mærke med såvel både moralsk som økonomisk opbakning fra landets politikere. I Norge skrev børneombudsmanden og landets statsminister under kæmpestor offentlig bevågenhed i 2002 under på et forpligtende manifest om at afskaffe mobningen. Dagen efter interviewede journalist Poul Majgaard børneombudsmanden og hørte hans historie om et sjælerystende besøg på kontoret: - En dag bankede en skolepige på hans dør oppe på kontoret på 11. sal, midt i Oslo. Her er man ikke vant til, at børn bare dukker op, han blev lidt forvirret og tilbød at vise hende rundt. Hun siger ikke, hvad hun vil ham, men han føler, at hendes blik "fryser" ham. Han kan ikke glemme hendes øjne. Næste dag modtager han en stor pakke i brunt papir. I den ligger pigens 15 dagbøger med en gul seddel klistret på, med ordene: Jeg var nødt til at se dig i øjnene først. De næste dage - og nætter - tilbringer børneombudsmanden Trond Waage med at læse om et barn, hvis barndom er gået under i mobning og systematiske pinsler. Han bestemmer sig for at give mobningen ansigt, via pigens og tusindvis andre beretninger. I dag har Norge et klart defineret billede af mobning og et lige så klart mål om at komme den til livs. De voksne skal tage ansvar, udstikke rammer for anstændig omgang med andre og lære alle nordmænd at sige fra overfor dem, der nedgør andre. Asbjørn - Vi taler ikke om smådrillerier eller konflikter, men om systematisk nedgørelse og ydmygelse. Herhjemme er vi slet ikke enige om, hvad mobning er, i Norge har man defineret det og sat fokus på godt lederskab. Altså på for eksempel skolelederen, der klart melder ud, at han ikke vil tolerere mobning på sin skole. Det skal fortælles, så lærerne, gårdvagten og skolens elever forstår det og ved, at mobning er uacceptabel og ikke tolereres, siger Poul Majgaard. Gårdvagten i hans barndoms skolegård var selv aktiv deltager i magtspillet mellem de røde murstensmure på Risskov Skole. Han skulle ikke have noget af at lægge sig ud med skolens stærke drenge. Bag hans bortvendte ryg tævede de den lidt for buttede, rødhårede dreng sønder og sammen. - Jeg stod selv i kredsen. Ikke blandt de ledende drenge, der tævede ham, men jeg så på. Drengen, vi kan kalde ham Asbjørn, var en gennemført sød dreng, men han havde fregner, var lidt buttet og klodset og elendig til at spille fodbold. Vi dannede cirkel om ham, foran halvtaget ved rygestedet og så begyndte de at slå. Mere og mere, indtil han lå ned og de sparkede ham i nyrerne. Når han lå ned og var færdig kom gårdvagten over og sagde til os, at det der måtte vi altså ikke. Altid med et lille smil om munden. Vi havde overtaget magten, han skulle ikke have noget af at lægge sig ud med de ledende drenge. Jeg havde det rædsomt med det, men var for fej til at gøre noget. Det skammer jeg mig over, siger Poul Majgaard. Sej indsats Han har Asbjørn på nethinden, når han sammen med Charlotte Strandgaard søger at give mobningen ansigt og sætte gang i en debat om, hvad mobning er. Og hvordan man kommer den til livs i et land, hvor afmagten og angsten for at fortælle om sine nederlag har vokset sig stor og mægtig. Der hænger en klam og klæbrig følelse af nederlag over ordet mobning. Sjælen har pansret sig, og normalitetens smalle sti betrædes med agtpågivenhed. - Skal man undgå at blive mobbet, skal man ikke afvige for meget fra normalen. Man skal ikke skeje ud, men jeg tror ikke, at nogen helt kan gardere sig mod at blive mobbet. Jeg kender en dejlig pige, der måtte gå ud af gymnasiet, fordi hendes forældre ikke havde råd til det rigtige tøj. I min skole stillede Tykke Ole op til tæv, hver dag. Andre gange er det briller eller anderledes børn. Piger kan stikke til hinanden på en satanisk måde. Hvad jeg ikke har tilbragt af timer på pigetoilettet, siger Charlotte Strandgaard. At tydeligt og normsættende lederskab kan gøre en forskel, har Poul Majgaard mærket i sin ældste søns klasse. Lucas kom en dag, højrød i hovedet, hjem med en seddel fra klasselæreren om, at klassen havde opført sig uanstændigt over for en lærervikar. Lucas selv havde ikke ført an, men skolen slog umisforståeligt sine rammer fast. - Den klasselærer er min helt. Selv om det her måske er en lidt firkantet måde at ordne tingene på, så er det tusinde gange bedre end at lefle for de stærke piger og drenge. Vi skal have klare definitioner og gode ledere, der går foran og viser vejen, så vi kommer af med den systematiske mobning. Det kræver en sej indsats at forankre en holdningsændring i kulturen, men vi tror på, det kan lade sig gøre, siger Poul Majgaard. De to forfattere har gennem annoncer opfordret familier til at skrive til Borgens Forlag om oplevelser med mobning. Bogen ligger klar, når skolen slår sine porte op igen efter sommerferien 2004. Hvor udbredt er mobning? I Danmark er der ikke gennemført omfattende videnskabelig forskning. Men en undersøgelse foretaget i Herlev kommune i 1995 viste, at ca. 14 procent af børnene er blevet mobbet eller holdt uden for klassens fællesskab. En undersøgelse fra afdelingen for socialmedicin og psykosocial sundhed på Københavns Universitet blandt 4000 børn i alderen 11 til 15 år fra 45 tilfældigt udvalgte skoler rundt om i Danmark viser blandt andet, at 25 procent af alle danske børn har været udsat for mobning. Mobning foregår også i klasseværelset - tal og tendenser fra Børnerådets mobbeundersøgelse Når børn mobber hinanden, mobber de med meget personlige ting. Der mobbes mest i klasseværelset, og der er meget stor forskel på, hvordan de voksne reagerer på pige- og drengemobning. Det er nogle af resultaterne fra Børnerådets undersøgelse blandt 1088 skoleelever landet over. Børnerådets spørgeskemaundersøgelse er foretaget i Børnerådets Børnepanel, som består af 60 skoleklasser på 5. klassetrin. Undersøgelsen viser, at børn driller hinanden med mange forskellige ting. Men helt overordnet kan man fastslå, at mobbeofre især bliver drillet med, at de ikke er som de andre. Det kan være i forhold til deres udseende, opførsel eller hjemmeforhold. Jo større personlig afvigelse - jo mere udsatte er børnene. Det er for eksempel mere legitimt at være dårlig til sport end at være tyk, høj eller at lugte dårligt. Hvad drilles børnene med: Udseende, dygtig i skolen, dårlig til et fag, ikke god til sport, gjorde noget de andre ikke kunne lide, indholdet i madpakken samt andre, personlige grunde. Typiske svar: Jeg bliver drillet, fordi jeg er tyk fordi jeg har briller fordi jeg er høj fordi jeg er lille med mit navn med mit tøj med min mor og far Holdt udenfor Nogle gange drilles og mobbes der på en meget aktiv, konkret og kontant måde. I andre tilfælde er mobningen umiddelbart mere passiv for eksempel ved udelukkelse af fællesskabet. Det at blive holdt udenfor er en meget velkendt drilleform, og Børnerådet har derfor valgt - ved siden af de konkrete drillespørgsmål - at spørge børnene helt generelt, om de nogensinde er blevet holdt udenfor. 60 procent svarer ja.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...