Lokalpolitik

Til kamp mod private udlejere

Efter en temadag om boligsociale problemer gør byrådet i Hadsund klar til kamp mod de private udlejere. En kamp, der ifølge borgmester Kal Christensen vil blive udkæmpet med alle til rådighed stående midler. Eksempelvis skal teknisk forvaltning i gang med at undersøge, om der er tilfælde, hvor udlejere uden tilladelse har foretaget om- eller tilbygninger til udlejningsejendomme, og finder man noget, så falder hammeren uden smålig skelen til saglighed eller gode undskyldninger. På rådhuset har man blandt andet hørt rygter om, at Låsby-Svendsen har været på besøg for at byde ved en tvangsauktion, og borgmester Karl Christensen ønsker i den anledning at understrege, at han på ingen måde skal føle sig velkommen i Hadsund Kommune. Reaktionen er en følge af, at et stærkt stigende antal kontanthjælpsmodtagere er flyttet til kommunen i den senere tid. Januar måned bød i det hele taget på en rekordstor stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, og en stor del af dem er tilflyttere. Her spiller nogle få brådne kar blandt udlejerne efter kommunens opfattelse en negativ rolle ved at opkøbe dårlige boliger og udleje dem mere eller mindre uistandsat til eksempelvis kontanthjælpsmodtagere.