DANMARK:3F og Dansk Transport og Logistik er gået sammen i kampen om at få regeringen til at beskytte den danske transportbranche.
I en storstilet rapport om konsekvenserne af billige udenlandske chaufførers transport af danske varer i Danmark, opfordrer de politikerne til at gribe ind her og nu.
Ifølge professor på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, kan konsekvenserne af de udenlandske chaufførers kørsel i Danmark få voldsomme konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Ud over, at de udenlandske chauffører snyder og undlader at overholde reglerne og dermed skaber et myndighedsproblem, skaber kørslen større arbejdsløshed og lægger et stort pres på lønninger og arbejdsvilkår i branchen.
Kræver politisk indgriben
Helt specifikt peger 3F og Dansk Transport og Logistik på to punkter, som kan redde den danske transportbranche fra at blive skåret ned til sokkeholderne.
For det første ønsker organisationerne, at politikerne strammer op på den lempelige danske fortolkning af EUs regler om transport og eksport - den danske fortolkning har nemlig givet udenlandske chauffører større mulighed for at flytte dansk gods i Danmark end EU har lagt op til.
For det andet ønsker de to organisationer, at de danske politikere skal sætte en stopper for, at EU vil liberalisere det europæiske transportmarked yderligere fra 2014, hvilket vil åbne de danske grænser for udenlandske chauffører.
Liberalisering kan koste milliarder
Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mister det danske samfund 266.000 kroner for hver chauffør, der går arbejdsløs i et år.
Ifølge de to organisationer kan en fortsat negativ udvikling inden for den danske transportbranche i værste fald betyde, at det danske samfund mister op mod 3,7 milliarder kroner årligt.
Samtidig risikerer mange af de chauffører, som ender i arbejdsløshed, at blive langtidsledige, fortæller professor Flemming Jørgensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.