Detailhandel

Til købmanden efter 10 millioner kroner

Mandag var der kø ved spil-terminalen hos Poul Jensen i Blenstrup

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kristina Nyborg Johan arbejder hos købmand Poul Larsen i Blenstrup. Hun kan blive lykkens gudinde, hvis hun finder frem til den heldige vinder af 10 millioner Lotto-kroner. Foto: Michael Bygballe

I landsbyen Blenstrup er en del million-drømme i løbet af mandagen blevet punkteret. - Desværre har vores maskine ikke identificeret den rigtige kupon endnu, fortæller købmand Poul Larsen. Ikke en almindelig mandag Normalt er mandag ikke den store spildag i Blenstrup. - Folk plejer at tjekke kuponerne for gevinster, når de fornyer kuponen onsdag eller lørdag. Men i Blenstrup var mandagen ikke, som mandage er flest, så der var kø for at komme til ved Danske Spils terminal. Ved 12.30-tiden mandag eftermiddag ankom en repræsentant fra netop Danske Spil til Blenstrup med det synlige bevis på det, de mange mennesker stod i kø for. Et kæmpeskilt med beløbet 10.000.000,00 påtrykt. - Vi har haft fat i borgerforeningen for at få flagalléen op at stå gennem hele byen, men de kan simpelthen ikke finde hullerne, siger købmand Poul Jensen, som via telefonen blev orienteret om, at en kupon købt i hans købmandsbutik har lørdagens magiske talkombination: 2,5,12,14,24,26,32, som udløser 10 millioner skattefri kroner. Sitrende hænder i Blenstrup I Blenstrup fejlede fantasien ikke noget, da håbefulde lottospillere i løbet af mandagen trådte ind i Poul Jensen butik. - Folk fabler om, hvad de skal bruge alle de penge til, og der er da en sitrende hånd, når kunderne beder os præmieprøve deres kupon, fortæller Poul Jensen. På en almindelig lørdag omsætter butikken Lotto for mellem 12.000 og 14.000 kroner. Det svarer til omkring 300 kuponer alt efter, hvor mange der vil have joker med. Klokken 15 mandag havde omkring 70 kuponer været en tur i maskinen uden at afsløre vinderen af det kæmpestore beløb. Feltet snævres ind - Vi kan da begynde at indsnævre feltet, men der er nogen stykker endnu, siger Poul Jensen. Han vil ikke udelukke, at vinderen slet ikke er fra Blenstrup. Købmanden i Blenstrup har en del kunder fra for eksempel Skørping, som fast spiller Lotto i Blenstrup. - Det passer lige med, at de kan nyde en forfriskning fra Skørping til Blenstrup uden at skulle svare for den derhjemme. Så spiller de Lotto og kan nyde endnu en forfriskning på hjemturen. Så det kan være, at det er en udefra, som har vundet, konstaterer Poul Larsen. Lørdagens Lotto-pulje lød på 20 millioner kroner. Den halvdel, som ikke blev vundet i Blenstrup, glæder nu en Lotto-spiller, som har købt sin kupon i Albertslund.