Til lykke med fødselsdagen

I flere uger har, ja, måske måneder, har Socialdemokratiets spidser set frem mod den 1. maj, hvor de kan kigge ud over forsamlingen og føle, at de er ét med de rigtige arbejdere. Nogen glæder sig måske mere end andre.

Justitsminister Morten Bødskov har nemlig fødselsdag samme dag, hvorfor han ifølge Socialdemokraternes hjemmeside er født socialdemokrat. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om alle, der har fødselsdag 1. maj er socialdemokrater, ej heller om børn, der fødes den 24. december automatisk bliver kristne. Til gengæld er det stensikkert, at tiden, hvor arbejderne automatisk satte kryds ved liste A, for længst er forbi. Tværtimod. En ny meningsmåling viser, at kun lidt mere end hver femte blandt de faglærte og ufaglærte vil stemme på Morten Bødskovs parti, hvis der var valg nu. Til gengæld vil op imod hver tredje sætte sit kryds ved Danmarks Liberale Parti. Socialdemokraternes kernevælgere har med andre ord mistet troen på det gamle parti. Det er ikke så overraskende, for siden Helle Thorning-Schmidt slentrede ud af det sorte tårn på Amager og ind i Statsministeriet har hun virkelig lagt sig i selen for at gøre livet rigtig surt for de mennesker, der troede at hun ville dem det bedste. Et rigtig godt eksempel er mangedoblingen af den såkaldte NOx-afgift. Det er kort fortalt en ekstra skat på industri, som tvinger danske virksomheder til at flytte deres produktion til udlandet. Fagforeningen Dansk Metal har tidligere anslået, at Socialdemokraternes afgift vil koste os mindst 1300 job. Her i Nordjylland er det blandt andet medarbejderne på Aalborg Portland, der kommer til at føle, at Helle Thorning-Schmidt har skruet NOx-afgiften i vejret. Virksomheden frygter, at det vil koste op imod 40 millioner kroner - og en masse arbejdspladser. Derfor tog flere af virksomhedens tillidsmænd fra de store fagforbund turen til Christiansborg, for at mødes med det gamle arbejderparti. Desværre uden resultat for ligesom arbejderne har forladt Socialdemokraterne. har Socialdemokraterne også forladt arbejderne, og tillidsmændene måtte rejse tomhændet hjem, mens truslen om at miste deres arbejde fortsat hænger over deres hoved. Morten Bødskov kan fejre fødselsdag 1. maj, og tillykke med det. Det bliver imidlertid uden Danmarks største arbejderparti. Vi har først noget at fejre den dag, vi kan sende Helle Thorning-Schmidt ud af Statsministeriet.