EMNER

Til lykke, Montenegro

Til lykke, Montenegro! Det er ikke hver dag at verden får en ny stat. Efter årtiers serbisk besættelse erklærede montenegrinerne sig uafhængige ved folkeafstemningen i søndags.

Og det ved stemmeurnerne - ikke ved våben, som det tidligere har været nødvendigt for Slovenien, Kroatien og Bosnien. I Montenegro fortæller man stolt at landet bestemt ikke er lille, der findes otte lande i Europa som er mindre, hvoraf de to, Luxembourg og Malta, er medlem af EU. Montenegro håber da også snart at kunne slutte sig til EU. Modsat de andre selvstændighedskampe på Balkan, så har det for Montenegro ikke drejet sig om nationalisme, tværtimod. Drivkraften har været at montenegrinerne gerne vil med i EU, og her har Serbien været en klods om benet for miniputnationen. De facto har Montenegro længe været selvstændigt. Montenegro har afskaffet den serbiske dinar og indført euroen. Montenegrinerne kontrollerer egne grænser og fører uafhængig udenrigspolitik. Selv om ja’et var spinkelt, tyder alt på, at nej-fløjen accepterer resultatet uden sværdslag. Også i den forstand er resultatet glædeligt: Langt om længe har fred og demokrati indfundet sig på Balkan. Forholdet mellem Serbien og den lille stat ved Adriaterhavet er i de senere år gradvis blevet dårligere – ikke mindst er der stærk bitterhed i Montenegro over, at man har fået sin del af skylden for de krigseventyr, Serbien stod i spidsen for under Milosevics ledelse. Montenegros selvstændighedsbestræbelser blev for alvor vagt på grund af den serbiske tøven med at udlevere krigsforbryderen Ratko Mladic. Dette betød at EU"s optagelsesforhandlinger med Serbien blev udskudt, og dette ramte også Montenegro. EU svigtede Balkan-landene i 1990’erne, da vi ikke i tide greb ind over for Milosevic’s etniske udrensning. Derfor er det yderst vigtigt at EU i den aktuelle situation fastholder sit tilbud om medlemskab, i fald Montenegro lever op til Københavnerkriterierne om demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Når delingen af Tjekkoslovakiet for godt 10 år siden gik så smertefrit, skyldes det i høj grad EU-perspektivet. I såvel Prag som Bratislava var man klar over, at kun en lykkelig skilsmisse ville muliggøre landenes optagelse i EU. Et fremtidigt EU-medlemskab vil kunne virke som katalysator for samarbejde og forsoning i regionen, nøjagtigt som vi så det i Europa efter anden verdenskrig, hvor tidligere fjender fandt sammen i det europæiske fællesskab. Behovet for et tæt samarbejde Balkan-landene imellem er oplagt, når det gælder infrastrukturen. Eksempelvis er udviklingen af transportsektoren en forudsætning for, at regionens meget betydelige turistpotentiale kan udnyttes Og den dag landene bliver fuldgyldige medlemmer af EU, kan de siges at blive genforenede – men nu på grundlag af demokrati og folkenes selvbestemmelsesret.