Lokalpolitik

Til publikum: Pas på, nu bakker han!

Publikum tog godt imod det ny indfald ved Septembermarkedet, kåringen af Himmerlands Værste Bilist

HORNUM:Det kunne nok give anledning til en vis bondeanger hos formanden for teknisk udvalg, Kaj Wisti Lassen, da han og hans codriver, byrådsmedlem Kirsten Moesgaard, "vandt" den tvivlsomme ære som Himmerlands Værste Bilister ved det ny indslag søndag ved Hornum-Ulstrups Septembermarked. For det gik da overordentlig fint ved parallelparkeringen og tiden var den næstbedste blandt holdene, men galt gik det altså, da en af Hornum små poder ville lige ud, hvor byrødderne var sat til at dreje på banen, udarbejdet af den tidligere loklae Robinsonleder, altid kaldet NC. Og ganske vist fik løbslederen hylet sin chef i dagligdagen og borgmester i fritiden, Knud Kristensen godt og grundigt ud af den med sine bramfrie tilråb over højtaleren. Eksempelvis: Pas på! Nu bakker han! efter mere og mindre heldige manøvrer med den ellers yderst elskværdige skattemedarbejder Charlotte Buus som codriver. Det trak i hvert fald ikke fra, at hun stod ud og hjalp "forhindringen" i dukkeform på cykel over kørebanen, sådan de to kunne fortsætte løbet i den noget ramponerede løbsbil. Der blev ganske enkelt kørt ind i biler ved parkeringer, og der blev stødt ind i bander, især da deltagerne havde fået spændt en campingvogn på trækket. Søren P. Johansen og Doris Lauritzen fra Aalestrup skiftedes således politisk korrekt bag rattet til at styre, for de går i hver sin retning, nord og syd, når det gælder kommunesammenlægninger. Til gengæld fandt deres tone ikke nåde hos dommeren, landbetjent Ole Møller. Støvrings tekniske formand, Gert Fischer med datteren som medhjælp var først til at lave buler, men passerede ellers banen i rekordtid med campingsvogn og det hele. Kaj Hyldgaard og Birgitte Langgaard var med fra nord og fik en mellemtid, mens Farsøholdet måtte frem til sidst, da der ingen nåde var for nedkørslen af cykeldukken.