Til skade for partiet

LEDER Frifindelse eller ej - meget omtalt skattesag har været...

Det kan godt være, at Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, og hendes mand, Stephen Kinnock, af Skat er blevet frifundet i sommerens suverænt største ”politiske” enkeltsag - den med om parret har eller ikke har spekuleret i at slippe billigst muligt i skat. Men helt ude er skattesagen bestemt ikke. Tværtimod mener næsten halvdelen af de socialdemokratiske kredsformænd i en rundspørge, som Ritzau har foretaget, at sagen ”i nogen grad” har skadet partiet. Nogle af partiets lokale tillidsfolk mener imidlertid godt, at skattesagen kan vendes til noget positivt. I hvert fald har en af kredsformændene, Torben Pedersen fra Slagelse, udtalt, at ”i og med at rygterne blev sat i gang, så vil der altid være nogen, der ikke kan glemme det. Det eneste, der kan modvirke det, er, hvis Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, fortsætter med at køre så hårdt på. Så kan det ende med at gavne os. Folk vil sige ”nu er det nok”.” Ikke færre end ni ud af ti socialdemokratiske kredsformænd mener, at selve skattesagen ikke har afsat skrammer i Helle Thorning-Schmidts troværdighed, når hun som led i den kommende valgkamp forud for næste folketingsvalg uden tvivl vil lægge et godt ord ind for millionærskat, for - som nogle af dem påpeger - S-formandens ægtemand er jo englænder og har aldrig været skattepligtig her i landet, så hvad er problemet? Det springende punkt kan meget vel være, hvor personlig næste valgkamp kommer til at blive, når den for alvor kommer op i omdrejninger. De seneste dage har repræsentanter for Socialdemokraterne luftet megen vrede over, at Venstre bliver ved med at tale om skattespekulation - ironisk nok meget af samme type vrede, som repræsentanter for De Konservative før har luftet, når udenrigsminister Lene Espersen (K) igen og igen er blevet beskyldt for at være doven, hver gang hun har meldt afbud til endnu et møde af den type, som en dansk udenrigsminister ikke nødvendigvis plejer at deltage i...