Til stille dage

Kate Bush - stadig en yderst interessant musikalsk enspænder.

Kate Bush - stadig en yderst interessant musikalsk enspænder.

CD POP Kate Bush: "50 Words for Snow" Engelske Kate Bush har altid været en original i ordets absolut bedste og mest kreative forstand. En musikalsk enspænder. Ikke altid lige nem at sætte på en fuldt færdig formel - og hun kopierer ikke, men lader andre om at kopiere. Som sådan har intet ændret sig siden sidst i 70'erne og først i 80'erne, da Kate Bush var blandt de mest aktive og fremtrædende kunstnere med en lidt mere alternativ udlægning af popmusikken. Siden er det blevet mere stille om Bush - indtil det ambitiøse værk "Aerial" i 2005. Og så pludselig en endnu mere ambitiøs genindspilning af en stribe gamle numre på nyt album, "Director's Cut", tidligere på året. Undervejs i arbejdet med "Director's Cut" fik Bush inspirationen til de bare syv numre, der udgør "50 Words for Snow", der former sig som en lidt drømmende vandring i et vinterligt landskab. Til at begynde med overordentligt krævende, siden stille og roligt mere poppet og folkeligt, godt hjulpet på vej af en duet med Elton John i "Snowed In At Wheeler Street". Numrene på "50 Words for Snow" er op til over 14 minutter lange, nærmest formet som meget langstrakte klangfigurer, i dén grad båret af Bush' som altid smukke stemme - på én gang krævende og givende. Især de to første indslag, der nærmest er suiter, "Snowflake" og "Lake Tahoe", kræver mere end almindelig tålmodighed - og ligger overordentligt fjernt fra tidens rastløse tre-minutters-format. Tværtimod er de nærmest små lydspor til Bush' helt særegne vinterunivers. For hvert lyt - og "50 Words for Snow" kræver en del gennemlytninger for at falde ordentligt på plads - går det op for én, at Bush som ingen andre kan skabe yderst personlig pop, jazz og klassisk, som alligevel ikke rigtigt er pop, jazz eller klassisk, men en meget dragende mellemting. Perfekt til stille dage omkring jule- og nytårstid. Og perfekt at sne inde med, hvis det skal være. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Kate Bush: "50 Words for Snow" Fish People/Noble & Brite