Til venner af verdensfreden

Det er søndag morgen 11. Januar 2009, klokken er 05.45. For ca. to timer siden vågnede jeg af ukendte årsager,

ISRAEL:Det er søndag morgen 11. Januar 2009, klokken er 05.45. For ca. to timer siden vågnede jeg af ukendte årsager, måske var det min underbevidsthed, der krævede, at min bevidsthed gik i gang med at behandle noget, som mine tanker har beskæftiget sig meget med ikke blot det seneste par uger, men så langt tilbage, som jeg kan huske, nemlig konflikten mellem Palæstina og Israel. Mine tanker har været virksomme så længe denne morgen, at jeg nu kun kan få ro igen ved at stå op og skrive mig ud af min hjernes mærkelige dominans af min personlighed. Den tanke, der er faldet mig ind, er, at man måske kunne få bremserne i Mellemøsten konflikten til at virke og virke selvforstærkende, hvis man tænkte lidt alternativt i stedet for hele tiden at tænke i voldshandlinger. Hvad nu hvis man brugte økonomien, som nu anvendes til voldshandlinger og mislykket diplomati, til at lægge pres på den aggressive part Hamas i stedet for at anvende pengene på noget, som hidtil ikke har skabt de store forandringer nemlig voldshandlinger og diplomati? Disse to begreber har jo spillet fallit gennem mange år, så hvorfor ikke spare pengene og stille dem til rådighed for fredelige formål i stedet. Min idé er, at de mange milliarder, der bruges på dårlige resultater, skulle stilles til rådighed på visse betingelser for fred og en positiv udvikling i området i stedet. Vi er formentlig alle enige om, at Palæstina er et fattigt folk selv set i sammenligning med andre folkeslag i samme område, og skal de opnå en menneskelig levestandard koster det penge, mange penge. Tingenes tilstand er, at forskellige organisationer i området hovedsageligt repræsenteret af Hamas og Hizbollah ønsker Israel slettet af landkortet, og de nægter at erkende, at et sådant projekt er håbløst alene af den grund, at resten af verden lever med og accepterer verdensopinionens vedtagelse i 1947 om staten Israels oprettelse, så det er et meget lille mindretal, der på denne måde forsøger at nå et uopnåeligt mål. Mærkeligt nok anvender de to organisationer netop de samme midler, som førte til staten Israels oprettelse, nemlig terror. Tiden var blot en anden dengang. Jødernes kamp blev båret frem af Nazi-Tysklands forfølgelse af et bestemt folk på grund af deres livsholdninger. Lige efter Anden Verdenskrig var indstillingen en helt anden og forskellen på nazisterne versus jøderne og palæstinenserne versus Israel fremgår jo tydelig i og med Israel ikke forfølger palæstinenserne, som nazisterne forfulgte jøderne, så medfølelsen for palæstinenserne ligger et helt andet sted. Derfor har mellemøstlige terrororganisationer slet ikke den samme gennemslagskraft, som jødernes terror for stort set det samme formål, men grobunden for terrororganisationernes hvervning af mandskab og midler ligger i den fattigdom, som menneskene lever under, hvilket så igen er styrken i midt forslag. I dag er verdensopinionen enige om, at terror ikke er acceptabelt, men man har ikke fundet en effektiv måde at bekæmpe den på, eller man kan i hvert fald ikke blive enige om at anvende de midler, som ligger lige for nemlig at bruge belønning i stedet for at bruge pisk. I Mellemøsten ligger løsningen endda lige for, idet alle er enige om, at palæstinenserne skal have deres egen stat. Det er vel også første trin i processen for, at terroristerne i området på sigt kan bringes til at acceptere Israels beståen. Hvad er så lokkemaden for at få fredsprocessen på rette spor? Set med mine øjne ligger løsningen lige til højrehånden i form af en højnelse af levestandarden for palæstinensere i deres egen stat. Det kunne ske, hvis Israel anvendte pengene fra aktiv krigsførelse mod terroristerne til formålet, og hvis den øvrige verden i stedet for at anvende pengene på unødig diplomati og humanitær hjælp i krigssituationerne, stillede palæstinenserne penge i udsigt for fred. Uden fred - ingen penge overhovedet. Jeg ved ikke, hvor mange penge der kunne komme på tale pr. dag, men jeg tror ikke, at jeg gætter helt forkert, hvis jeg siger mindst 10 millioner kroner pr. dag, for hver dag Israel ikke noget sted i verden blev udsat for terrorhandlinger imod sit folk eller sine aktiver, men blot en enkelt terrorhandling mod Israel, skal bevirke, at ordningen startede forfra. Systemet kunne være en progressiv vækst i belønningen for fred startende med 1 million om dagen og voksende til, at palæstinenserne på et helt år med fred ville få 10 millioner om dagen til sociale formål. Pengene skulle naturligvis sikres mod at falde i hænderne på terrororganisationerne, så de kunne blive anvendt til fornyet terror, hvilket bl.a. kunne ske ved, at pengene anvendtes til materialer til opbygning af skoler og hospitaler på den måde, at man kørte materialerne ind i området i stedet for penge. Endvidere ville det nok være en god idé at bringe daglige fornødenheder som mad og tøj ind, som kunne udleveres efter et rationeringssystem. Sådanne handlinger ville undergrave støtten til terrororganisationer blandt civilbefolkningen repræsenteret især af kvinderne og den fornuftige del af palæstinenserne, modsat militære angreb som dem vi ser i øjeblikket, der er med til at dele verdensopinionen i tre lejre. Dem der er for eller imod en af siderne og dem, der er ligeglade fordi, det jo ikke berører dem, og så den fjerde gruppe palæstinenserne, der blot bliver endnu mere uforsonlige over for israelerne. Politisk forstår jeg udmærket, at Israel, som situationen er nu, griber til militære voldshandlinger rettet mod Hamas. Det er man simpelthen nødt til, for ellers vil Hamas' terrorhandlinger tage til i styrke, og jeg er sikker på, at Israel har taget de negative sider af deres handlinger med i betragtning, da de beslutte-de sig for at indlede offensiven mod Hamas. Der er ingen tvivl om, at Israel ønsker at leve uden militære voldshandlinger og terror, hvis de kunne. Det viser den lange konflikt jo helt tydeligt i og med, at Israel aldrig har startet nogen militær aktion mod palæstinenserne uden, at de er blevet voldsomt provokeret med terrorhandlinger først igennem lange tider. Det betyder også, at det er Hamas, der har ansvaret for, at disse militære aktioner kommer. Israel viser jo også tydeligt, at de ikke ønsker at besætte Gaza fordi, det forstærker den negative reaktion mod Israel, men det er ganske givet nødvendigt at blive inde et stykke tid, når man er rykket ud i en militær aktion for at sikre sig, at man har opnået det, man rykkede ind for. Man behøver ikke engang forhandle med palæstinensiske ledere for at indføre ovennævnte system, som jeg vil kalde antimilitært løsningsforslag, men man kunne blot meddele Palæstinas regering, at verdensopinionen har vedtaget dette tilbud, hvorefter verdensopinionen f.eks. gennem FN garanterer ordningen. Det er vigtigt, at hver eneste palæstinenser bliver informeret om den antimilitære ordning, idet det er hos den almindelige palæstinenser grobunden for holdbarheden af ordningen skal findes ved, at modstanden mod terror forstærkes der. Jeg har den holdning til oplysningsmulighederne ved f.eks. flyveblade, som israelerne har brugt flere gange, nærmest er lidt latterligt, når så mange almindelige voksne palæstinensere ikke kan læse, men denne holdning gælder ikke i tilfældet med orientering om en antimilitær ordning, idet jeg er ret sikker på, at den vil blive spredt fra mund til mund foranlediget af flyvebladene. Som afslutning vil jeg anføre, at det naturligvis er vigtigt, at der bliver lagt et vist ekstra pres på både den almindelige palæstinenser og terroristerne for at få dem til at forsøge at overholde tilbuddet. Dette pres skal i givet fald være, at såfremt man ikke afholder sig fra terrorhandlinger mod Israel, vil hjælp til området fra andre nationer blive stillet i bero og måske helt ophøre. Hvis man ikke gør det klart for palæstinenserne, tror jeg, at både palæstinenserne og israelerne vil være noget tvivlende til ordningen. Ovenstående er en tanke, som jeg ikke har hørt forhandlet endnu, men det var måske et forsøg værd, så idéen, og min person står til rådighed.