Dronninglund

Tilbage bag rattet

DRONNINGLUND:Forpagteren af rutebilstationen i Dronninglund vil væk fra skranken og tilbage bag rattet i busserne. Mokhtar Baraki har siden januar i år været forpagter af kiosken, men han håber, at der inden for den næste måned findes en ny til at overtage forpagtningen. Det er Nordjyllands Trafikselskab, der skal finde en ny til at drive busterminalen, og de søger en til overtagelse snarest muligt og senest 1. september. Mokhtar Baraki fortæller, at han tidligere har arbejdet som buschauffør. – Der mangler buschauffører, og jeg vil gerne tilbage og køre bus og arbejde syv timer om dagen, siger han om beslutningen om stoppe som forpagter af busterminalen. Han er alene om arbejdet, og er som oftest på jobbet fra kl. 6.30 til 20, så det er udsigten til færre arbejdstimer, der trækker for ham. Han føler også, at konkurrence er hård i forhold til butikker og pizzeriaer i byen, så det er svært at drive busterminalen. Han har endnu ikke sat dato på, hvornår han stopper, da han i første omgang afventer, at NT finder en ny forpagter.