Tilbage efter fem år i Malyasia

Familien Ankerfelt har taget hul på en dansk hverdag

BLOKHUS:Det er en regngrå halvkold hverdag i Blokhus, og de frodige, tropiske omgivelser skiftet ud med grantræer, blæst og kulde. Alligevel er 38-årige Vibeke Ankerfelt glad for at være tilbage i Danmark efter fem år i Malyasia. - Selvfølgelig savner jeg mine orkideer, hibiscus-blomster og at sidde udenfor på terassen og nyde et glas rødvin, efter ungerne var puttet. Men jeg savner ikke forureningen, smogalarmen, de åbne kloakker og at man hver trejde uge skulle sprøjte for myg, kakkerlakker og myrer, siger Vibeke Ankerfelt og nævner den friske luft som en af de bedste ting ved at være hjemme. Familien rejste ud 16. august 2000, ægtemanden Bo Ankerfelt skulle lede Aalborg Portlands nye fabrik i Malaysia. Dengang var Ida fem år, Morten tre år og Line fem måneder. På det tidspunkt havde Bo Ankerfelt i kortere eller længere perioder rejst til Malyasia gennem de sidste godt to år, og familien glædede sig derfor til, at der ville blive mindre rejseaktivitet og mere tid sammen. Familien beholdt dog huset i Blokhus som en slags sikkerhed i det tilfælde, familien ikke faldt til i Ipoh, en provinsby med godt 600.000 indbyggere, et par hundrede kilometer nord for hovedstaden Kuala Lumpur. - Vi var glade for at bo i Blokhus og ville gerne kunne vende tilbage. Vi har været hjemme på ferie i seks uger hver sommer, og her har det været rart at have huset, og på den måde har vi været fri for at flytte rundt mellem tanter, onkler og bedsteforældre, siger Vibeke Ankerfelt. I Malyasia startede fem-årige Ida i det, der svarer til en dansk børnehaveklasse, og naturligt nok var hun stille de første uger. - Hun kunne ikke sproget, men hun havde en fantastisk god lærer, så det gik forholdsvis hurtigt med at falde til, siger Vibeke Ankerfelt. I den internationale skole starter børnene allerede som tre-årige med at gå i skole. Skolen rummede 32 forsekliige nationaler derfor blev der knyttet venskaber med børn fra alle dele af verdenen ligefra Korea, Malyasia til Norge og USA. Og det var hårdt at sige farvel. - Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget, der har været så hårdt - i løbet af 14 dage var børnene og jeg klar til at rejse hjem. Vi fik pakket og sagt farvel. Jeg havde en del lokale veninder, og det har været utroligt svært at sige farvel til dem, siger Vibeke Ankerfelt. Nu gælder det en dansk hverdag igen. Familien Ankerfelts tre børn er startet påHune Friskole og det er lidt af en omvæltning, når man har levet størstedelen af sin barndom på den anden side af jordkloden. Blandt andet mener Line, at alle børnene er syge, fordi der er så få i børnehaveklassen i forhold til Malyasia, hvor det ikke er usædvanligt, at der er over 40 elever i en klasse. - Specielt Ida er meget glad for at være hjemme igen, hun har en veninde og de har holdt sammen, siden de var tre år. Hvert år vi har været hjemme på ferie, har de kunnet finde sammen igen, og det har været hjerteskærende at måtte skille dem fra hinanden igen, siger Vibeke Ankerfelt. - Jeg savner Cedric og Seung One, men det er dejligt, at vi må lege på skolens legeplads. Det måtte vi ikke i Malyasia - den var kun for de mindste børn, siger 8-årige Morten Ankerfelt og det engelske lader sig ikke helt fornægte. Tilsyneladende er børnene sprunget på den danske udfordring med krum hals, hvad enten det gælder skolen eller gymnastiklivet. - Vi har kun været hjemme forholdsvis kort tid, men lige nu synes børnene, det er ret fedt at være hjemme, de er ikke "anderledes", de er fri for at gå med skoleuniform og det er nemmere at få en omgangskreds. Det er svært at få aftaler i stand, fordi det er meget almindeligt at børenne har ekstra undervisning om eftermiddagen, siger Vibeke Ankerfelt. Bo Ankerfelt er vendt hjem til et job i Unicon i Roskilde og om fremtiden byder på endnu et udlandsophold, er endnu uvist. Uanset hvad har de fem år i Malyasia givet familien et mere mere nuanceret syn på tilværelsen. - Man bliver ikke mindre dansk ved at være ude, men man bliver dansk på en anden måde. Når man har været et sted, hvor mange ikke har ret meget, er det en stor omvæltning at vende hjem til Danmark, hvor langt de fleste har et godt liv, men som glemmer at værdsætte, hvor godt, man egentlig har det og hvor forkælede vi i virkeligheden er, siger VIbeke Ankerfelt.