Hospitaler

Tilbage til før 2001?

Det er efterhånden en smule trættende at se og høre alle de kandidater og politikere fra oppositionen, som vil have udviklingen på sundhedsområdet rullet tilbage til før 2001. Floskler og udokumenterede påstande fyger gennem luften, og udtryk som ”amerikanisering”, ”markedsgørelse”, ”overbehandling”, ”privat behandlingsforretning” o.s.v. er blevet en del af debatten.

Før regeringsskiftet i 2001 var det ventelisterne til undersøgelse og behandling der trak overskrifter. Selv dødsens syge kræftpatienter ventede og ventede. Nu er pakkeforløbene en så stor succes, at patienter og pårørende ofte undrer sig over hurtigheden. Sådan skal det også være, og ventetider til udredning og behandling for livstruende sygdomme skal være den absolutte undtagelse, og ikke reglen. Ventetiderne til mere banale lidelser var også ulidelig. Arbejdsskader eller lidelser som gjorde folk ude af stand til at arbejde, førte på grund af den lange ventetid, ofte til udstødelse af arbejdsmarkedet, og deraf følgende social deroute. Kun de som enten selv havde råd, eller som var så heldige at en arbejdsgiver ville betale for behandlingen, kunne springe ventelisten over. Dog med den konsekvens, at hvis arbejdspladsen havde betalt, skulle man lige omkring skattevæsenet. Den behandling som man havde sparet samfundet for at betale, skulle jo beskattes. Som bekendt har alle ret til efter fire uger at træde ud af køen, og søge behandling på et privathospital. Det udvidede frie valg, har over 280.000 patienter benyttet sig af siden indførelsen i 2002, og rigtig mange har været glade for denne mulighed. Jeg tør godt kalde ordningen for en succes. Vi bliver i regionerne presset til at behandle så mange som muligt, hurtigst muligt. Og det lykkedes faktisk rigtig godt. Ordningen afløste ” det frie valg ” som alene var et valg mellem forskellige offentlige sygehuse, i øvrigt indført under regeringen Nyrup. Oppositionen bryder sig ikke om det udvidede frie valg. Socialisme og frie valg rimer lige som ikke så godt. ”Alt for dyrt”, lyder parolen. Jo, men hvad er prisen på 280.000 ekstra behandlinger? Hvad ville det have kostet, hvis vi i det offentlige skulle have udført disse behandlinger, som overarbejde i weekenderne og efter normal arbejdstids ophør, eller på anden måde? Og kunne det i det hele taget lade sig gøre? Jeg mener, at prisen er svær at vurdere, og vigtigst af alt er det, at patienterne er blevet behandlet. Dernæst bør vi også glæde os over at der er opbygget et parallelt system. Nu er der mulighed for konkurrence, som jo på alle måder er gavnligt og sundt. Uden i øvrigt at sammenligne, har jeg lige læst at telepriserne i Danmark er faldet med 75 pct. siden 2001. Det var nok ikke sket hvis TDC havde været alene på markedet. Alle systemer og virksomheder har godt af at være under pres. Også sundhedsforsikinger lægges for had. Oppositionen glemmer bare at medregne de sparede udgifter. De som vælger at blive behandlet via en sundhedsforsikring, skal jo ikke samtidigt behandles på regionernes regning. Overbehandling er et andet udtryk som bruges, for at lægge det nye system for had. Argumenterne hentes i statistikker, som viser at der behandles flere og flere for forskellige lidelser. Det siger sig selv at der behandles mere og mere, i og med at der hele tiden udvikles og sker fremskridt. Den stigende levealder spiller også en rolle. Behovet for behandling er altså stigende. Og for at kunne benytte det udvidede frie valg, skal diagnosen som bekendt stilles i det offentlige. Vi mangler derfor at få fremvist patienter der er blevet ”overbehandlet”. Vi skal bruge flere penge, lyder en anden parole. Aldrig får vi nogen forklaring på hvorfor det ikke flød med penge og honning, i de alt for mange år hvor oppositionen havde magten. Lad det være sagt klart og tydeligt. Målet er ikke at underminere det offentlige sundhedsvæsen. Målet er heller ikke at opbygge en stor privat sektor. Målet er et stærkt og moderne offentligt sundhedsvæsen, hvor alle kan blive behandlet på højeste faglige niveau, så hurtigt som muligt.