Tilbage til Horne-Asdal Skole

Rita, Carsten, Jan, Jytte, Ole, Kim, Kjeld Bundgaard, Jens (dyrlægens Jens!), Hanni, Lars, Grethe, Nanny (som jeg fortsat er på julekort med), Birte, Aase, Britta, Margit, Elisabeth, Søren (der kom fra Læsø, det mest multikulturelle islæt i klassen), Claus Rimmer og undertegnede.

Det var 4.a på Horne-Asdal skole tilbage sidst i 1960'erne. Her sidder vi i norskprægede strikketrøjer med raglanærmer og svære mønstre, vi har fletninger (pænt og praktisk) og drengene er kort-kort-hårede. Beatles-stilen nåede ikke til Horne førend midt i halvfjerdserne. Når Odense Luftfotos dokumentationsmateriale er fremme her i julen, så skyldes det, at der er (på facebook og med post) inviteret til skolejubilæum på Horne-Asdal Skole. 50 år er det, siden Horne-Asdal Skole afløste de små stråtækte skoler i Åbyen og Horne, og det var moderne forhold, der mødte elever og forældre. Der var en aula (ternet linoleum, hvor man skulle stå til morgensang på rækker og synge med fra "Arvesølv-sangbogen".) Der var en gymnastiksal, hvor vi spillede badminton efter skoletid, og der var klasselokaler med hvert sit kateder på en forhøjning og et vindue i døren, så førstelærer Andersen kunne følge med i sine læreres undervisning. Det er helt på linje med trenden i folkeskolens innovative tiltag i disse år. I skolegården var der drikkefontæner (og var det ikke Carsten Therkildsen, der fik slået tænderne løse, da han drak vand - samtidig med at han sikkert var i en in-fight med drengene fra B-klassen?.) Skolen blev det kulturelle og uddannelsesmæssige samlingspunkt. Her var biblioteket, (og vi lånte masser af voksenbøger, der var ikke andet), der var foreningsaktiviteter, folkedans i gymnastiksalen, og der var fodbold på den udendørs bane. Alle børn i Horne og Aabyen (og Stejlbjerg, Snevre, Højrup, Thirup, Emmersbæk, Allingdam og Kjul) gik "til skole" i Horne. Her mødte man som elev en udpræget mangfoldig verden, hvor klassen i høj grad kunne have brug for differentieret undervisning. Det skete nu ikke altid. Der var blot nogen, der på forhånd meldte sig ud af kapløbet om de bedste karakterer i blækregning. Førstelæreren A. A. Andersen tøvede ikke med at markere, hvem der var "gode til at gå i skole" og hvem, der havde helt andre kompetencer, end skolen satte pris på. Til gengæld var det så i frikvarteret, at de undervisningsresistente slog til. Her havde føromtalte Carsten Therkildsen (der kom fra en stor søskendeflot på vejen til Snevre) en høj stjerne i kraft af sin evne til at slås, og Agnethe Gårdbo (fra B-klassen) var en af de bedste, når der skulle spilles med tre bolde i et sindrigt spil op ad muren. Vi kendte alle, vidste hvem de var, hvordan deres familier var, hvornår de havde fødselsdag (spørg mig blot, jeg har masser af unyttig viden her!) - og dermed vidste man også, at der var mange og gode grunde til, at der "var noget" med de enkelte elever. Der var med andre ord en meget tolerant indstilling til, at alle var forskellige og havde forskellige mål. Der var ikke så mange diagnoser, uden tvivl vrimlede det med latente ADHD-børn, men man kunne gå ud af skolen efter 7. klasse, så det var muligt at "se en ende på skoleforløbet". Det ville ikke vare evigt for alle. Rigtig meget er blevet bedre i pædagogikken i folkeskolen siden 1962, hvor der var indvielse af Horne-Asdal Skole. Lærerne er bedre rustet til mangfoldigheden i læringsparathed, der er flere faglige udfordringer, der løses langt mere kvalificeret, og der er (og det er nok den vigtigste ændring) langt større mulighed for den enkelte til at bryde med andres (forældres og læreres) forventninger. Uddannelsessystemet giver meget, meget bedre muligheder for at bryde den sociale arv, end da vi i syvende klasse blev delt, så nogle fik tysk og andre ikke. Havde man ikke tysk, så var realklassen ikke en mulighed. Noget har dog ikke ændret sig: Lokalsamfundets skoler har fortsat en helt særlig kvalitet i den rummelighed, der kan udvises, når man kender hinanden fra andre sammenhænge end blot fra skolens undervisningstimer. Eleverne på Horne-Asdal Skole kender fortsat hinandens forældre, (og mange af forældrene har selv gået på skolen), de kender hinanden fra fritidslivet og fra fodboldhold og håndboldhold, og de tilbringer meget af fritiden sammen. Her har de små skoler en helt særlig pædagogisk mulighed, der dog har svære vilkår i den kommunale skolepolitik, hvor besparelser har givet mange skolelukninger. Nogle skoler fungerer fortsat i lokalsamfundet på bedste vis. Der er sket meget siden 1962 (det var året med Cubakrisen, Beatles (Ringo Starr kom med her), Jens Otto Krags første år som statsminister og Mandelas første fængselsophold), men de pædagogiske muligheder med basis i lokalsamfundets kulturelle ballast er fortsat til stede og en stor styrke. Til lykke med jubilæet. Det fejres 10. marts i Stendyssehallen. Der vil være megen statusopdatering den aften. P.S.: Horne-Asdal Skole hedder nu Horne Skole, men det er den samme skole i samme (udvidede) bygninger som i 1962. Aulaen er der fortsat. Bodil Christensen, Horne - underviser på læreruddannelsen i Aalborg, efterskolelærer i mange (mange) år, ungdomstræner i Horne KFUM i håndbold.