Kunst

Tilbage til rødderne

Erik Liljenberg erden første af 12 kunstnere, der præsenterer kunst for NORDJYSKEs læsere. Efter mange år som midtjyde er han nu vendt hjem til Frederikshavn

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I en alder af 68 år har Erik Liljenberg fået opfyldt de fleste af sine kunstneriske ambitioner. Så nu kører tilværelsen blot stille og roligt derudad.

@Brød.9.uncial.Taz:Erik Liljenberg er lige vendt hjem til fødebyen Frederikshavn. Nåja, lige og lige er måske så meget sagt. Men for to et halvt år siden flyttede han til Frederikshavn, hvor han nu bor i en almennyttig bolig i Nordbyen. Så var det meget anderledes for små 50 år siden. Da kunne Erik Liljenberg ikke komme ud af byen hurtig nok. Han er født og opvokset i arbejderbyen med de stolte værftstraditioner. Her fik han otte års skolegang og en læreplads som elektriker. Efter end uddannelse kaldte militæret, og da hæren løsladte ham, flyttede han hjem til forældrene i Frederikshavn. - Der var ingen kunst i byen. Der var en glarmester, som solgte reproduktioner. Det var det hele, husker Erik Liljenberg, som havde tegnet og malet fra barnsben. Frederikshavn var med andre ord røvkedelig og slet ikke en by for Erik Liljenberg. Så i 1962 flyttede han til Århus. - Kunstakademiet var min mulighed for at komme væk fra byen. - Det var en stor omvæltning at komme væk fra arbejdermiljøet i Frederikshavn og ned til den akademiske verden. Det var en hård tid, som krævede en del selvtillid. Der var mange nye ord, som jeg ikke forstod. Det var jo især folk med studentereksamen, der gik på akademiet. Så jeg var panisk som en kirkerotte den første tid i Århus. Jeg boede på et loftsværelse med en seng, et bord og et skab. Der boede også en masser bagerjomfruer på gangen, konstaterer Erik Liljenberg med et tørt smil. Og siden akademitiden har han været kunstner med masser af løse jobs ved siden af. Kunstner er nemlig ikke noget, man bliver rig af. I Århus var Erik Liljenberg en del af det eksperimenterende kunstmiljø. Men ikke desto mindre røg han til København i slutningen af 60'erne. Lokket af blandt andet en kvinde, der skulle studere i hovedstaden. Her fik han kontakt til tidsskriftet Manjana og en tæt kontakt til digteren og vennen Peter Laugesen. - Der kom så den vilde tid. Ja i dag kan man vel godt sige det: Det var noget med bevidsthedsudvidende stoffer. Jeg lavede en masse ting, men havde også arbejde ved siden af. I 1971 foretog Erik Liljenberg sin store dannelsesrejse. Den gik sydpå. Til fods! Han gik til Brindisi i Syditalien. Sejlede over til Korfu. Boede på stranden der i en måneds tid. Gik til Istanbul. Tog en færge derfra til Iskenderun, der ligger i Tyrkiets sydøstlige hjørne i nærheden af grænsen til Syrien. Og han gik til Syrien til byen Aleppo. Her blev han syg. Det var noget med maven. Han kom til lægen, der gav ham et skud morfin for at stoppe det, der ikke skal løbe konstant bagfra. - Det er det bedste, jeg nogensinde har prøvet... Erik Liljenberg forsøgte at komme langt videre mod øst. Han nåede helt ud til grænsen til Irak, men her ville man ikke invitere en vantro hund inden for. Så den store dannelsesrejse endte i Libanon, og i december tog han et fly hjem til Århus.- Så blev jeg gift og fik en søn. Og familiefaderen flyttede til Skagen, hvor hovedindtægten kom fra fiskeri de følgende tre år. Siden fulgte en skilsmisse og så igen hjem til Århus. Saxofonen gjorde sit indtog for alvor i Erik Liljebergs liv, og i flere år ernærede han sig som musiker. Det førte også til en tur til Djursland sammen med en kvinde, er spillede elbas, og da det forhold endte, røg han - for Gud ved hvilken gang - tilbage til Århus. Så boede han en årrække i Brædstrup, hvor han malede på livet løs. Og i 1997 udstiller han på Silkeborg Kunstmuseum. Omkring 50 af Erik Liljenbergs store malerier er i øvrigt deponeret på Silkeborg Kunstmuseum i øjeblikket. Herfra går livet videre, og kunstneren bosætter sig i Lihme ved Limfjorden. - Det var et utæt og koldt hus, konstaterer Erik Liljenberg. For et par år siden besluttede han sig for at vende tilbage til fødebyen, hvor hans mor stadig lever. Og lige så glad Erik Liljenberg var for at komme væk fra Frederikshavn i 1961, lige så glad var han for at vende tilbage små 50 år senere. Erik Liljenberg har i dag opgivet at arbejde med de helt store formater. Skulderen kan ikke klare det. Til NORDJYSKEs læsere arbejdede Erik Liljenberg med to værker, som begge er skabt på samme måde: Maling - akryl - presses ud af tuben, så den ligger tykt på papiret. Andre steder males der mere sirligt med farver og pensel. - Alt, hvad jeg laver, er spontant. Jeg arbejder meget med associationer. Og jeg arbejder meget med billeder i billedet. Så selv om værket er abstrakt, så er der faktisk mange mindre detaljer, som er figurative. Erik Liljenberg er i dag 68 år og folkepensionist. Men stadig aktivt optaget af kunsten. Men har han fået opfyldt sin ambition som kunstner? - Ja, jeg har nået det jeg ville. Jeg har 50 værker stående på Silkeborg Kunstmuseum, som jeg gerne vil udstille et sted. Men det skal være et ordentligt sted. Jeg vil også fortsat gerne udgive bøger med min gamle ven Peter Laugesen. Men ellers vil jeg bare tage det stille og roligt. Tage ud med fiskestangen. Gå en tur til stranden. Bare lade det køre stille og roligt.