Tilbage til romerriget?

Det siges, at det tog mere end 200 år for den romerske befolkning at opdage, at deres imperium var under opløsning. Man kunne ikke indse de snigende, politiske og sociale tendenser, der var på den tid.

Det Romerske Imperiums opløsning skyldtes en hurtigt voksende økonomi på en kort periode og efterfølgende sløvhed, selvbehagelighed, manglende trofasthed og døsighed hos befolkningen, fordi overklassens politikere ikke magtede opgaven at formilde og fastholde samfundets normer. De evnede ikke at stå fast på deres holdninger. De sank ned i deres interne stridigheder og kortfristede populistiske handlinger. Det ses tydeligt i Shakespeares drama ” Julius Cæsar”, hvor Markus Antonius fremprovokerede folks hede ophidselse over Cæsars mordere, og Brutus forsvarede, hvorfor han var med til at myrde Cæsar. En typisk og klassisk skildring af populistiske, politiske handlinger. Det Romerske Imperium brugte på det tidspunkt kolossale summer på militæret og importerede datidens ”barbarer” fra Tyskland, som ingen respekt havde for romerske kommandanter, men kun for barbariske tyske høveder og var med til at nedbryde samfundet. De havde ingen respekt for det romanske rige og dets normer. En anden årsag var, at man forsømte landbruget og baserede økonomien på import af alt. For at overkomme pengenøden indførte man mere og mere skat. Befolkningen oparbejdede langsomt en ligegyldighed over for politikere og samfund. Det førte til samfundets opløsning og dermed muslimsk erobring af f.eks. Konstantinopel, nuværende Istanbul mv. Vi ser de samme tendenser nu i det danske og de vestlige samfund. Nu er det populistisk, at vi i velfærdens navn bruger milliarder af skattekroner. Ingen tør definere, hvad velfærd er. Alle hypper deres egne kartofler, selv om mange millioner bliver misbrugt i velfærdens navn - ingen tør gøre noget ved det, som om man fejer det ind under velfærdens hellige gulvtæppe. Vores industrier flytter væk. Landbruget kører på pumperne. Vi er mere eller mindre afhængige af import. Vi har masser af indvandrere, som ikke ved, hvorfor de er her, og en del af dem har ingen respekt for det danske samfund. Vi håber, at vi kan tjene penge på velfærd for at finansiere velfærd. De samme tendenser, som var årsag til det Romerske Imperiums opløsning. Spørgsmålet er, om der skal gå 200 år, før vi opdager det? Fru Gucci Helle T. Smiths ynkelige forsøg på at lukke skattesagen vedr. sin mand er et klart, modløst, fejt eksempel. Hendes indrømmelse, at hendes mand nu vil betale skat i Danmark, er en ligegyldighed. Hvis nu hun fastholdt, at det er en sag mellem hendes mand og Skat, og at han har fulgt de råd, han har fået i sin tid til punkt og prikke. Men nu, da der er opstået tvivl om de råd, vil han søge Skats udtalelse i stedet for alle de søforklaringer. Det ville alle have accepteret og respekteret hende og hendes mand for. Den anden anklage, at hun alene ejer sit hus til 3,68 millioner, er for kedeligt et forsøg på at nedgøre hende. Et hus til 3,68 millioner er peanuts i København, og der må være andre private årsager end skattebesparelser til, at hun ejer det selv. Sådanne små besparelser kan ikke være årsagen. Det er hendes privatliv, der graves i. Hendes mand er englænder, og som bekendt foretrækker englændere, hvis de har råd til det, private skoler til deres børn. Måske hun respekterer sin mands meninger, det er uundgåeligt i et blandet ægteskab, at man bøjer sig for hinandens holdninger. Det burde hun have stået fast på og sagt som et ”mandfolk”. Det er det, der skaber respekt om en person. Selv om der er tradition inden for socialdemokratiet for, at man dolker sin formand, er fru. Helle p.t. fredet, idet den næste formand, Mette Frederiksen, er i samme båd med sine børn i privatskole. En anden politisk figur, Villy Søvndahl, har for ikke ret lang tid siden udtalt sig om indvandreres respektløshed over for det danske samfund. Da der kom lidt kritik, så trak han den tilbage. Han har heller ikke rygrad til at stå ved sine meninger, men skifter sine meninger, som den populistiske vind blæser. Han er måske ikke klar over, at kun 33 % af indvandrerne stemmer ved valg. Vi skriger med en mund, at vi skal værne om privat- og familieliv. Hvis vores politikere gør det, skriger vi med en anden mund, at de ikke må. Vi skal ikke være så vattede, hellere tage hatten af for Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen, at de passer på deres børn og deres job. Det er uhyggelig vigtigt, at vi i det demokratiske samfund lærer at kalde en spade for en spade. Man kan ikke sige, at Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen bruger mere tid på familie og børn, mens man skælder og hænger Helle T. Smith ud for sin mands skattesager og sin families private forhold. Vi burde som voksne give politikere mulighed for deres privatlivs fred, så de ikke behøver tage alle mulige krumspring. Ellers skubber vi vore politikere i et forsvars hjørne uden råderum, hvor de bruger deres tid mere på vattet populistisk politik, det kan ende som det Romerske Imperium. Vi savner ledere med holdninger, som de står fast på uden den vaklende vattede attitude, ikke alene i Danmark, men i hele den vestlige verden, holdningsfaste ledere som Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Dhamu Chodavarapu er født og opvokset i Indien. Kom til Danmark i 1964. Dansk gift. Engageret i samfundsdebatten. E-mail: dhamugaru@gmail.com.