Tilbagebetaling på vej til kritikere

Ca. 500 utilfredse får henvendelse fra Muskelsvindfonden i denne uge

Aarhus 17. september 2002 08:00

ÅRHUS: Dønningerne fra menneskehavet i Gl. Vrå Enge i sidste weekend har endnu ikke lagt sig. Men arrangøren af koncerten med Jean Michel Jarre, Muskelsvindfonden, gør nu noget for at imødegå kritikken. I løbet af denne uge vil de knap 500, der direkte har krævet penge tilbage for deres dårlige oplevelse af koncerten med den franske kunstner, få en henvendelse fra fonden om deres krav. - Jeg vil ikke love, at alle får en henvendelse i denne uge, men det er i hvert fald vores ambition, siger fondens direktør, Marianne Frederiksen. Henvendelsen skal ses som en erkendelse af, at nogle fik en dårlig oplevelse, men direktøren fortryder ikke, at man kastede sig over arrangementet, og hun afviser, at de manglende muligheder for at komme væk fra stedet skal tilskrives Muskelsvindfonden. - Vi havde indkaldt vores bedste mand til logistik. Men man skal huske, at selve trafikafviklingen ikke er vores sag, siger Marianne Frederiksen, som ikke vil udtale sig nærmere omkring forholdene ved den efterfølgende afgangstrafik med mindst 40.000 mennesker af hensyn til efterforskningen af den sag, der er anlagt mod politiet. - De må ikke udtale sig nu, og så kan vi heller ikke gøre det, siger hun. Muskelsvindfonden regner i øvrigt med at komme ud af arrangementet uden overskud, men mindst én erfaring rigere. Til gengæld har man igen i år scoret et pænt beløb på Grøn Koncert, som siden 1983 har givet Handicaporganisationen et overskud på over 70 millioner kroner - og en goodwill i befolkningen og hos medlemmerne, der ikke kan købes for penge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...