Tilbageblik på Spaabæks kunst

Kunstbygningen i Vrå har åbnet første del af en retrospektiv udstilling med billedkunstnerens værker

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Maleriet med oksekroppen havde Gorm Spaabæk med på udstilling i Vrå i 1996.

Af Dorrit Gap Jensen dorrit.jensen@nordjyske.dk I dag åbner en udstilling i Kunstbygningen i Vrå med knap 40 malerier, tegninger og grafik af billedkunstner Gorm Spaabæk fra Dronninglund. ”Præludium” er første del af en retrospektiv udstilling med den nordjyske kunstners værker - anden del, ”Præsens”, kan ses fra midt i januar i nabobygningen, Vrå Højskoles Kunstsal. Når publikum træder ind i kunstbygningen, kan de betragte billedkunstnerens værker fra 1976 og knap 20 år frem. - ”Præludium” er en udstilling, der viser min billedkunstneriske sprogudvikling - i den tid, hvor jeg undersøger og eksperimenterer med farver og form, forklarer Gorm Spaabæk, der er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler i 1979-85 og desuden cand.phil. i kunstformidling fra kunstakademiets kunstpædagogiske skole i 1987. Den aktuelle kunstner arbejder langt fra kun med billedkunst. Han har bl.a. haft en del udviklingsopgaver for Nordjyllands Kunstmuseum, han har skrevet katalogtekster og baggrundsartikler, ligesom han også har været ansvarlig for kunstmuseets billedværksted. For tiden er Gorm Spaabæk kurator på NORDJYSKEs ”Kunst i Avisen”, hvor 12 kunstnere laver specielle værker til avisen. - Den måde, jeg ser mit fag på, er, at jeg bruger de værktøjer, der er i værktøjskassen. Hvilke muligheder er der, og hvad kan lade sig gøre? For mig er det ligestillet, om jeg laver et kunstværk, om jeg arbejder som kurator eller skriver en tekst, fortæller den 57-årige kunstner. Debuterede i 1977 Udstillingen rummer nogle af hans allertidligste malerier - også fra tiden før kunstakademiet. Han debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i 1977, og ét af de malerier, han fik med på Kunstnernes Efterårsudstilling året efter, er også en del af ”Præludium”. - Mens jeg boede i Frederikshavn fra 1976 til 1979 begyndte jeg at formulere mig selv som kunstner, og i den første tid malede jeg voldsomt og stort. Men da jeg begyndte på akademiet, blev mit maleri mere stramt og mine formater mindre, fordi jeg jo lærte noget og også begyndte at tegne, siger Gorm Spaabæk. En række af de værker, der kan ses på udstillingen, er selvportrætter. - Jeg fastholder noget konstant, og når jeg laver det samme motiv, kan jeg ikke slippe af sted med at male det samme hele tiden. Jeg er nødt til at variere og udvikle det - blive ved og ved og på den måde lære, konstaterer den nordjyske kunstner. Med på udstillingen er også otte miniature-malerier, som Gorm Spaabæk har malet ud fra opstillinger af bl.a. citroner og løg, malet på kunstnerens mange cykelture i Skagen-området. - Jeg kalder dem mine ”afpisningsbilleder”, for de er stort set afslutningen på mit maleri. Nu kan jeg det, og så må jeg til at begynde på noget andet, lyder det fra kunstneren. Store koldnålsraderinger Med udgangspunkt i den grafiske skole begynder han at undersøge det klassiske håndværk i raderingens muligheder, og på udstillingen vises f.eks. udviklingen i stiløvelser - et selvportræt bearbejdet i 16 stadier - med ætsning, akvatinte og koldnålsraderinger. Vægtningen på udstillingen ”Præludium” er 11 store koldnålsraderinger, som er skabt i perioden 1988 til 1997, da Gorm Spaabæk boede i Try, og i Kunstbygningens caféareal vises de monumentale raderinger - Birken, Egen, Kastanjen, marken og skoven - i aften, nat og fuldmånelys. Nogle af disse koldnålsraderinger var i øvrigt en del af udstillingen ”Vejr og opdrift” på Aalborg Kunstpavillon i 1992, hvor han udstillede sammen med den nordjyske kunstner Mogens Otto Nielsen. Gennem Gorm Spaabæks 35-årige virke som kunstner har han tegnet portrætter af en række nyfødte børn, blandt andre sine egne to. De fleste er tegnet kort efter fødslen, og nogle er viderebearbejdet i raderinger. Og det er der også eksempler på i ”Præludium”, bl.a. i form af stentryk. Anden del til januar Ud over de mange raderinger har nordjyden i en del år arbejdet med træsnit - ofte i meget store formater. Og disse monumentalformater bliver centrale i anden del af den retrospektive udstilling, ”Præsens”, som åbner midt i januar i Vrå Højskoles Kunstsal. - På et tidspunkt mødte jeg en mur i forhold til koldnålsraderinger. Jeg var dybt fascineret af Evald Tang Kristensen, en af de største folkemindesamlere - ikke kun i Danmark, men i Europa, og min idé var at lave heroiske portrætter af Evald Tang Kristensens fortællere. Men det kunne ikke lade sig gøre i koldnålsradering, der jo er en eksklusiv dyr måde at arbejde på. - Jeg grublede i 10 år over den idé, før jeg fandt en vej ved at lave disse portrætter i træsnit. Det er jo en mere enkel teknik, siger Gorm Spaabæk. På ”Præsens” præsenteres publikum for en lang række andre store formater, f.eks. Srebrenica-installationen samt Irak-serien med fire træsnit - blandt andet af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen - samt nyproducerede portrætter. Ét er af Frank Grevil, som lækkede en række hemmeligtstemplede Irak-vurderinger til pressen. Faktisk kommer Frank Grevil og åbner udstillingen 14. januar. Desuden har Gorm Spaa-bæk til den kommende udstilling også produceret nye tegninger, der diskuterer Irak-krigen i forhold til, om tiden er til opgør eller fortrængning. En anden side af den 57-årige kunstners virke er, at han har arbejdet meget med motiver fra kalkmalerier og granitskulpturer fra danske middelalderkirker - som løven fra Øster Brønderslev Kirke, der er lavet i den såkaldte ringerike-stil. Løven har han brugt som forlæg til tegninger og stenrelieffer, som findes i udsmykninger af bl.a. virksomheden KMD i Aalborg. Senest har den aktuelle kunstner genfortolket løven i en række farvestærke træsnit, som var med på Vrå Udstillingen 2011 samt på Aalborg Kunstpavillons jubilæumsudstilling. De nyfortolkede løver kan også ses på udstillingen ”Præsens” - anden del af den retrospektive udstilling, hvor idéudvikling og indhold ifølge Gorm Spaabæk kommer til at fylde mere end i ”Præludium”.