EMNER

Tilbageholdt for børns død

KØBENHAVN:To mænd ansat i et firma, der bekæmper skadedyr i Jeddah i Saudi-Arabien, tilbageholdes af myndighederne. I weekenden blev de to mænd fra firmaet Super Kill bedt om at udlægge gift mod kakerlakker i en beboelsesejendom i bydelen Badateen. Giften kostede mandag to danske børn, som boede i naboejendommen, livet. Ifølge Arab News er de to mænd i myndighedernes forvaring, mens man undersøger sagen nærmere. Hvordan giften er trængt ind til den danske familie er endnu uvist, men det kan være sket via airconditionsystemet. Begge børn, en dreng på to år og en pige på syv, døde mandag. Forældrene blev også stærkt påvirkede af insektgiften, men overlevede. Den danske familiefar er ansat i Arla./ritzau/