Tilbageslag for Corbyn-fløj: Moderat er ny favorit i Labour

Måling gør brexittalsmand Keir Starmer til klar favorit som ny formand. Det kan betyde enden på Corbyn-æra.

Labours skyggeminister for brexit, Keir Starmer, har under krisen om brexit været fortaler for en ny folkeafstemning i Storbritannien. Nu kan han meget snart blive sit partis formand. (Arkiv)

Labours skyggeminister for brexit, Keir Starmer, har under krisen om brexit været fortaler for en ny folkeafstemning i Storbritannien. Nu kan han meget snart blive sit partis formand. (Arkiv)

LONDON:Der er ved at forme sig et flertal for en kandidat, der kan afløse Jeremy Corbyn som Labours leder i Storbritannien.

En måling fra YouGov, der offentliggøres i avisen The Guardian, viser en opbakning på 61 procent til den hidtidige brexittalsmand Keir Starmer i en eventuelt afgørende afstemning mod Rebecca Long-Bailey.

Hun har især støtte blandt fagforeninger og hos partiets venstrefløj.

Labour ventes at vælge en ny leder i marts. Det skal ske, efter at Corbyn og partiet led et stort nederlag ved parlamentsvalget i sidste måned til premierminister Boris Johnson og De Konservative.

Det fik Corbyn til at bebude, at han vil trække sig tilbage.

Starmer, der anses for at være en mere moderat Labour-politiker end Corbyn, har endnu ikke meldt sig som kandidat. Men han ventes i de kommende uger at sætte gang i en kampagne, der skal gøre ham til formand.

Ifølge Guardian er det et tilbageslag for Corbyn og de medlemmer, der gerne ser en fortsættelse af Corbyns politik.

Guardian konstaterer, at det er et flertal af medlemmer i samtlige områder af Storbritannien, der ville støtte Starmer i en afgørende runde mellem to kandidater.

Men støtten til ham falder blandt medlemmer i områder, hvor der blev stemt nej til EU ved folkeafstemningen i 2016.

Den 57-årige politiker og jurist repræsenterer en valgkreds i det nordlige London. Han bliver af mange set som den person, der fik partiet til at gå ind for en ny folkeafstemning om brexit. Modsat Corbyn opfattes han som en overbevist europæer.

- Starmer er blevet set som en sandsynlig vinder, fordi han er meget velanset i den brede offentlighed, og hvis det "at se ud som en mulig premierminister" var det eneste kriterie for jobbet, så ville han sandsynligvis slå de andre kandidater let, skriver Guardian.

Nu viser målingen, at et flertal af Labours medlemmer kan have fået samme idé.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.