EMNER

Tilbud for slikmunde

Mange søde tilbud fra det liberale oplysningsforbund

STØVRING:Man skal selv møde med saks, forklæde og en bageplade, men så kan man også i løbet af nogle timer lære, hvordan man laver bolcher, slikpinde, vingummi og lakrids efter ønske, som det hedder i den nye kursusplan fra Liberalt Oplysningsforbund. Dermed lever oplysningsforbundet nok lidt utilsigtet rigeligt op til sin egen formålsparagraf om at "medvirke til den enkeltes alsidige udvikling" - med tilføjelsen - "og medleven i et demokratisk samfund". På den anden side er der vel livvidde i den danske demokratiske tradition, så hvorfor ikke også lære at bage wienerbrød, som LOF også har på forårets kursusprogram. Ellers kan man da lære at bruge sin symaskine til at sy hele familien undertøj, hvis det alligevel skulle komme til at stramme til. Og som det hedder i beskrivelsen af netop dette kursusforløb: udgiften til materialer er variabel. Det er skolekøkkenet på Karensmindeskolen, der er rammen for Hanne Andersens og Gitte H. Christensens søde undervisning i henholdsvis slikfremstilling og wiernerbrødsbagning, ligesom skolen giver plads for Jette Mølgaard Jensens kyndige vejledning i symaskinens brug. Borgernes alsidige udvikling og medleven i det demokratiske samfund styrker LOF endvidere her i foråret med en lang række andre kurser. Således er der ti lektioner for begyndere og let øvede i udi i guitarspil ved Bjarne Roursgaard på Bavnebakkeskolen. Jakob Schmid giver begyndere og let øvede grundlæggende indføring i klaveret og keyboard, mens Ældrecentret Himmerlandshave i Suldrup er rammen for Henny Isaksens korundervisning. Det fremgår ikke, om det er et rødt flag, som smælder, eller et yndigt land, sangstemmerne koncentreres om. Lidt af hvert vel som i ethvert velordnet, pluralistisk samfund. Og så kan man smykke sig selv og lære hvordan på tyve timer ved lærer Karen Hørmann. Flytte hegnspæle er måske så meget endda, men man kan dog lære at flette med pil ved Anne Abildgaard. Til gengæld er ingen spørgsmål dumme, når Kirsten Skorstensgaard tager seniorerne med ind i den nye personlige computerverden på Bavnebakkeskolen. Samme sted underviser Jakob Schmid på brugerniveau i tekstbehandling og de såkaldte regneark. Det sidste kan jo være til gavn for en del efter gaveræset i julen. Listen er i det hele taget lang over undervisningstilbud fra Liberalt Oplysnings Forbund i Støvring, hvis formål det er ud fra en liberal grundholdning at virke for undervisning i og oplysning om kulturelle, sociale, økonomiske og politiske forhold. Der er således hensyntagende bevægelse i vand, make-up og hairstyling, blomsterbinding, bevægelseslære og afspænding, let meditation foruden engelsk og førstehjælp.