Tilbud til angriber

AALBORG: En længerevarende skade og et år uden superligakampe betyder ikke automatisk, at AaB tager afsked med Christian Christiansen, når hans kontrakt udløber til nytår. Superligaklubben har stadig så store forhåbninger til den 22-årige angriber, at han er tilbudt en forlængelse, men parterne blev alligevel ikke enige på et møde i går. - Det springende punkt er kontraktens længde, og vi skal forhandle videre inden længe. Jeg vil gerne give tilværelsen som fuldtidsprofessionel en ny chance og vise, at jeg kan begå mig på dette niveau, siger Christian Christiansen, der er noteret for 50 superligakampe med syv scoringer. En anden AaB-angriber med kontraktudløb til nytår, Christian Lundberg, drøftede i går ligeledes fremtid med sportsdirektør Lynge Jacobsen, men begge parter har valgt at holde kortene tæt til kroppen, indtil der foreligger en afgørelse. - Er muligheden for en forlængelse med AaB steget? - Vi skal snakke sammen igen. Andre kommentarer har jeg ikke, siger Christian Lundberg, der håber at kunne bevise sit værd i superligaholdets næste kamp på søndag ude mod AGF. Hans chance for genvalg til startopstillingen er dog umiddelbart mindsket kraftigt af, at David Nielsen er til rådighed igen efter karantæne senest mod Silkeborg. Søndagens kamp i Århus skal i øvrigt ledes af Danmarks bedst rangerede dommer, Kim Milton Nielsen. abel