Tilbudsaviser er kostbare for fødevarefirmaer

KØBENHAVN:De ugentlige tilbudsaviser fra supermarkerne er ikke gratis reklamer fra de lokale butikker. Fødevarevirksomhederne betaler hvert år milliarder af kroner for at komme i aviserne. Og omkostningen stiger - for der kommer flere og flere tilbudsaviser, bl.a. fordi flere butikker holder søndagsåbent, skriver FoodCulture. - Mellem 150.000 og 400.000 kroner. Det er prisen for at få et produkt lanceret i en enkelt landsdækkende tilbudsavis, siger adm. direktør Bruno Christensen fra Retail Institute Scandinavia. Han skønner, at fødevarevirksomhederne årligt betaler mellem fire og syv milliarder kroner til dagligvarehandlen i markedsføringstilskud. Virksomhederne har kun begrænset indflydelse på placeringen af annoncer, tilbudsvarer og tidspunkt og ingen indflydelse på den udsalgspris, deres varer bliver solgt til. Mange af de helt små fødevareproducenter har slet ikke råd til at optræde i tilbudsaviserne. 22 små økologiske producenter har kun fået adgang til Netto via et samarbejde mellem discountkæden og Økologisk Landsforening. Landforeningen står for alle udgifter ved Nettos salgsfremstød for økologi, og de små producenter betaler så et mindre beløb til foreningen. - Jeg betaler et honorar til Økologisk Landsforening for at få udarbejdet salgsmateriale og hjælp til forskellige events for forbrugere, hvor mine produkter præsenteres. Det beløb er formodentlig væsentligt lavere end den annoncepris, jeg skulle have betalt direkte til Netto for at komme med i tilbudsaviserne, fortæller Chris Hedeager. /ritzau/