Tilfældige ofre røvet i biler på parkeringsplads

En 23-årig mand er blevet dømt for tre grove røverier i Hobro

Arkivfoto: Michael Bygballe

Arkivfoto: Michael Bygballe

HOBRO:En 23-årig somalisk mand er blevet dømt for tre særdeles grove røverier i Hobro - blandt andet blev et tilfældigt offer vækket med en kniv, mens han sov i sin bil på en parkeringsplads og efterfølge frihedsberøvet og røvet.

Retten i Aalborg idømte fredag manden to år og tre måneders fængsel samt udvisning af landet for bestandigt. Det oplyser anklager Mie Hansen.

En 18-årig mand er også tiltalt for røverierne, men han dukkede ikke op i retten. Politiet forsøgte derfor at finde ham for at anholde ham til retssagen, men det lykkedes ikke.

Da den 23-årige allerede havde siddet varetægtsfængslet i over et år, valgte retten derfor at afgøre hans sag uden den medtiltalte, fortæller anklageren.

Bilist frihedsberøvet

Det ene røveri fandt sted omkring klokken 04 om morgenen 17. februar 2017 på en parkeringsplads ved Hobro.

Her hoppede den 23-årige - sammen med den formodet 18-årige medgerningsmand - ind i en bil, hvor ejeren lå på bagsædet og sov.

De to røvere truede manden med en kniv og kørte straks af sted med ham.

Turen gik først til Aalborg og derefter videre til Brønderslev, hvor de to røvere tvang det tilfældige offer til at hæve 5.000 kroner i en automat.

Herefter fortsatte de til Hadsund, hvor ejeren fik sin bil tilbage, men ikke før han blev tvunget til at aflevere 5.000 norske kroner.

Den 23-årige nægtede pure at have været til stedet på parkeringspladsen, da røveriet fandt sted, fortæller Mie Hansen.

Endnu et røveri på p-plads

En uge senere - 24. februar - blev endnu et tilfældigt offer røvet på en parkeringsplads ved Hobro.

Denne gang blev bilisten ikke frihedsberøvet, men det er anklagemyndighedens opfattelse, at den 18-årige mand rev bildøren op, og frarøvede bilisten hendes iPhone samt personlige kort.

Den 23-årige blev dømt for røveriet, da det blev fundet bevist, at han stod lige bag ved den 18-årige.

Også det forhold nægtede den 23-årige. Han forklarede dog i retten, at han var til stedet på parkeringspladsen, men at han stod langt derfra og ikke vidste, at der skulle begås røveri, fortæller Mie Hansen.

Dømt for gaderøveri

Endelig er den 23-årige også dømt for et gaderøveri, der fandt sted kort efter midnat 17. november 2016 på et stisystem i Hobro.

Her blev en mand slået ned og frarøvet sin telefon og sin pung med penge og kreditkort.

Den 23-årige og røveriofferet havde forinden været sammen på den 23-årige bopæl. Efter anklagemyndighedens opfattelse fulgte den dømte efter røveriofferet, da han på et tidspunkt forlod adressen for at gå hjem.

I retten bekræftede den 23-årige, at de to mænd havde været sammen hos ham den aften. Men han nægtede, at han var fulgt efter ham, og at det var ham, der havde begået røveriet, oplyser Mie Hansen.

Den 23-årige blev derudover dømt for en række færdselsforseelser.

Han valgte at anke dommen på stedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.