Udland

Tilfældige ofre skudt på åben gade i Californien

20-årig gik amok og skød adskillige mennesker i Californien. Virkede ifølge politiet høflig under et biltyveri

Tilfældige ofre skudt på åben gade i Californien

Mindst tre mennesker er blevet skudt og dræbt, da en 20-årig mand gik amok i den amerikanske stat Californien.

Flere andre personer blev ramt, da manden skød vilkårligt rundt omkring sig på motorvejen i nærheden af byen Orange, der ligger syd for storbyen Los Angeles.

Skyderierne endte med, at gerningsmanden tog sit eget liv ved at skyde sig selv.

Inden da havde han stjålet flere biler ved at true bilisterne til at stoppe og træde ud af deres køretøjer. Ifølge politiet virkede gerningsmanden høflig ved en af de første hændelser.

- Jeg vil ikke såre dig. Jeg har dræbt nogen, og i dag er min sidste dag. Giv mig dine nøgler, skulle han ifølge politiet have sagt til en kunde på en tankstation, inden han stjal kundens bil.

Så høflig var gerningsmanden til gengæld ikke ved et senere biltyveri. Her skød han ejeren af bilen på henrettelsesmaner, efter at han havde truet sig til bilnøglerne. Ifølge politiet skete der et skyderi ved hvert biltyveri.

Den mistænkte er en 20-årig arbejdsløs mand, der boede hjemme hos sine forældre. Ifølge politiet har han ikke været straffet tidligere.

- I alt var der tre drab og fem drabsforsøg. Motivet til drabene bliver efterforsket, siger Jim Amormino, der er talsmand for sherif-kontoret i Orange County.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.