Musik

Tilfældighedernes musik

Rockbandet Kira And The Kindred Spirits' korte karriere har været en kæde af tilfældigheder. Derfor er de stadig næsten ukendte, selvom deres debut-cd blev rost til skyerne sidste år. I dag kommer bandet til Aalborg på sin første soloturne.

Musikbranchen i Danmark er en velsmurt maskine, der suger fotogene teenagere ind i den ene ende og spytter mere eller mindre vellykkede popprojekter ud i mediernes spotlys i den anden. Det er ikke kønt, men det sælger. I maskinens skygge vokser en underskov af bands op, der også prøver at komme frem i lyset. Men når man både skal klare sangskrivning, indspilning og promovering selv, er vejen mod succes fyldt med tilfældigheder. I juni 2002 brød rockbandet Kira And The Kindred Spirits igennem lydmuren med deres debut-cd "Happiness saves lives". Anmelderne roste den rå lyd og energien i musikken til skyerne, men siden har bandet haft svært ved at holde liv i succesen. Pladesalget har ikke været så stort som forventningerne, fortæller forsangerinden Kira Skov. - Pladen blev jo modtaget rigtig godt, men vi har haft svært ved at opfølge det, fordi vi ikke har haft penge til at markedsføre den. Det tager lidt længere tid, når pladen skal snakkes op. Vores eneste våben har været at tage ud og spille live. Torsdag aften går bandet på scenen efter Carpark North på Skråen i Aalborg, men vejen frem til det nordjyske spillested har været lang, krøllet og pinefuld for det to år gamle band. Forsangerinden Kira Skovs musikkarriere startede, da hun som 17-årig tog til USA og med bandet Butterfly Species fik en pladekontrakt. Men bandet kunne ikke holde sammen længe nok til at udgive en plade. I stedet vendte hun først hjem til Rødovre og derefter til London. I England gnavede musikdrømmen stadig i hende, men melodierne blev på papiret, for det var svært at finde musikere, der ville i samme retning som sangerinden med den dybe, intense stemme. Det var først, da hun tilfældigt mødte den danske producer Johan Lei Gellett til en fest i Danmark, at der kom kød, blod og lyd i nodearkene. - Jeg begyndte at spille med Johan, og så lige pludselig var vi bare i gang med at lave en plade. Det var ligesom, da jeg flyttede til USA. Der var ikke nogen stor plan i det. Efterhånden samlede der sig et hold omkring pladen. Johan Lei Gellet hev den tidligere band-kollega guitaristen Rune Kjeldsen med, Kira Skov havde bassisten Orson Wajih med i bagagen fra et tidligere band, og når bandet spiller live er barndomsveninden Maria Køhnke med på kor og hammondorgel. - Kortene gik bare op af sig selv. Det, jeg havde ledt efter alle de år, var lige her, hvor jeg mindst ventede det. Hjemme i Danmark. De første indspilninger foregik under meget ydmyge forhold. - Vi startede med at indspille i Johans lejlighed i Istedgade. De første to demonumre, som vi også tog med på cd'en, blev faktisk optaget i hans køkken. Han havde slået et hul i muren ind til naboen, og der stod så et hammondorgel og et trommesæt. Med demoerne i hånden kom der dog efterhånden lidt mere skik på optagelserne. De nystartede Sauna Studios havde en masse ledig studietid, og tilbød derfor, at bandet kunne indspille gratis i deres studier. Men for at få pladen færdig måtte Kira også en ty til lidt hjælp fra sin familie. - Den sidste del af pladen blev mixet og indspillet i min mormors sommerhus på nordsjælland. Jeg har et meget specielt forhold til det hus. Det er det eneste hus, der har været der hele mit liv. Det har været et slags helle for mig. Hver gang jeg er kommet hjem fra mine rejser, er jeg taget derop for at fordøje det. Så det var fantastisk at få lov til at lave pladen færdig der. Det er som at afslutte en cirkel. Pladen blev af anmelderne beskrevet som en blanding af PJ Harvey og Sort Sol. Kira Skov sætter lidt andre ord på. - Det er en mere nøgen lyd, end folk er vant til at høre i Danmark. Den er næsten skrabet og ikke poleret i kanterne. Vi forsøger at bevare sådan en rå lyd i musikken. Men ellers har hun ikke lyst til at analysere sin egen plade. - Jeg kan godt lide, at den er lavet hurtigt. Det bliver mere et statement: Sådan har jeg det lige nu. Man skal ikke tænke så meget over, hvordan det virker, eller hvad man nu vil med sangene. De skal bare ud. I tiden efter pladedebuten kom sangene imidlertid kun ud til anmelderne, for bandet havde ikke penge til at markedsføre sig selv overfor hverken spillesteder eller publikum. I stedet kom de med på musikbladet Gaffa's Gaffatour sammen med to andre bands. En tour der også bragte dem omkring Aalborg. Men dengang fik de ikke meget opmærksomhed. Men nu skal det være. I weekenden spillede bandet for fulde gardiner og fyldt sal i i Pumpehuset i København. Live er bandets store styrke, mener Kira Skov. - Hvis man hører vores koncerter, er det svært at benægte, at der er noget. Musikken er meget kraftfuld, men samtidig er der noget skrøbeligt over det. Vi er et melankolsk rock'n'roll-band. Og snart får melankolien en ny plade at flyde fra. - Min drøm er at komme ind i et flow, hvor vi udsender ting efterhånden, som vi går og laver dem. Det er nok svært, sådan som markedet er lige nu, men det nødvendigt for at holde kreativiteten i live. Denne gang skal der ryddes ud i tilfældighederne. Kira And The Kindred Spirirts spiller på Skråen i Aalborg torsdag aften klokken 22.