Fyn

Tilfældighedernes spil

Aksel Hansen rejste fra Fyn til Vendsyssel og endte ved et tilfælde i Vrå. Her har han nu levet det meste af sit liv og i dén grad fået sat sit fingeraftryk

Til­fæl­dig­he­der før­te nu 86-åri­ge Ak­sel Hansen til Vrå. Her har han blandt an­det har væ­ret ini­tia­tiv­ta­ger til opførelsen af Ple­je­hjem­met Lund­går­den, hvor han nu selv har ad­res­se. Han var også ini­tia­tiv­ta­ger til opførelsen af Vrå Hal­len, og så den gå op i flammer den nat i maj, hvor en flok drenge satte ild til den.
foto: kurt be­ring

Til­fæl­dig­he­der før­te nu 86-åri­ge Ak­sel Hansen til Vrå. Her har han blandt an­det har væ­ret ini­tia­tiv­ta­ger til opførelsen af Ple­je­hjem­met Lund­går­den, hvor han nu selv har ad­res­se. Han var også ini­tia­tiv­ta­ger til opførelsen af Vrå Hal­len, og så den gå op i flammer den nat i maj, hvor en flok drenge satte ild til den. foto: kurt be­ring

@NormalParagraphStyle:VRÅ: - Jeg har altid haft et vældigt godt humør, og det har jeg heldigvis stadigvæk. Jeg har altid kunnet se det positive i tingene, siger 86-årige Aksel Hansen med et glimt i øjet. Den måde, han former ordene på, når han taler, sladrer om hans oprindelse. Hjemstavnen hedder Føns og ligger på Fyn; men det meste af sit liv har han levet i Vrå. I dag bor han på Plejehjemmet Lundgården, som han i sin tid selv var initiativtager til at få bygget. Det var tilfældighedernes spil, der bragte ham, og hans kone Gudrun, til Nordjylland i 1946. Først til Lønstrup og få år senere til Vrå. Aksel Hansen var den eneste af seks søskende, der valgte at flytte fra øen. - Jeg fløj fra reden, og så havde jeg da ærligt talt regnet med, at jeg kom til Fyn igen. Det regnede familien også med, indtil de fik at vide, at nu var jeg kommet i kommunalbestyrelsen. Så var de klar over, at jeg nok blev heroppe, fortæller han. Engagement Var parret draget tilbage til Fyn, havde Vrå haft et andet ansigt, end den har i dag. Vrå Hallen, Kunstbygningen i Vrå, Engelundsamlingen og Plejehjemmet Lundgården er alle institutioner i Vrå, som udspringer af Axel Hansens idéer og initiativ. Han sad i kommunalbestyrelsen i 16 år, og gennem årene har en hel række bestyrelser og foreninger nydt godt af hans engagement. - Vi har udfyldt vores plads i byen. Det er helt sikkert, siger han eftertænksomt. Aksel Hansen mødte Gudrun på et drengehjem på Fyn. Han arbejdede med børnene og landbruget. Hun var køkkenchef. De belv gift, fik tilbudt arbejde på et drengehjem i Lønstrup, og valgte at drage nordpå. Det første møde med vendelboerne står stadig friskt i hans erindring. - Da vi kom med toget til Hjørring, var der en nærbane, der gik til Lønstrup, Løkken og Aabybro. Da vi satte os ind i toget, og hørte på de mennesker, der sad i det, kiggede vi på hinanden - for vi kunne aldrig forstå et ord af, hvad de sagde! Det var så ikke så galt, da vi kom ind i det. Men det var en af de ting - man glemmer det aldrig, ler han. Parret lærte dog hurtigt at forstå sproget og faldt til i det nordjyske. - Det er helt sikkert. Vi stod med bare næver og tænkte, hvad får vi ud af det her? Men det er faldet let for mig - og min kone også, siger han. De fik tre børn og nåede at være gift i næsten 60 år, før han blev alene. - Det er i og for sig ikke en sorg, men det er et savn. Det er virkeligt et savn. Vi havde et dejligt lille hus oppe i byen, og pludselig er man alene. Prøv at tænke dig, at gå sammen med et andet menneske i 60 år. Der bliver et savn, siger han. Vrå lå midt i det hele Axel Hansen ville gerne arbejde med handel og blev ansat repræsentant for Brenderup Maskinfabrik. - Jeg skulle arbejde i hele Nordjylland, så vi kiggede på kortet og så, at Vrå jo ligger lige midt i det hele. Så slog vi os ned der. Der er mange tilfældigheder i ens tilværelse. Det vil man opdage, når man bliver 86. Mange af livets goder er mange gange tilfældigheder. Jeg kunne jo lige så godt være havnet i Brønderslev, Hjørring eller Aalborg, funderer han. Selvom han skiftede branche, havde børnene stadig hans opmærksomhed. - Jeg havde jo interesse i det stadigvæk, så da jeg kom i kommunalbestyrelsen, blev jeg formand for socialudvalget og børneværnet. Det var stadig en verden, som er forbundet med børn. Man bliver formand for sådan noget, fordi man har interesse i det og arbejder med det. At bygge Vrå Hallen handlede også om børn og unge, forklarer han. Den var først og fremmest til for dem. I 24 år var han formand for bestyrelsen. - Jeg fældede en tåre, den nat den brændte. Det må jeg indrømme, siger han. Det er 16 år siden, Aksel Hansen gik på pension, men foreningsarbejdet har han ikke sluppet. Både Kunstbygningen i Vrå og foreningen Trivsel og Tryghed, nyder stadig godt af Aksel Hansens store engagement i sine medmennesker og verden omkring ham.