Se billederne fra Eurovision: - Nu skal vi feste, lød det fra danske Leonora

Det blev til en 12.-plads for den danske sangerinde i Eurovision, og den er hun tilfreds med

Ritzau
Danske Leonora endte i år som nummer 12 ved det internationale melodigrandprix i Tel Aviv med sangen "Love Is Forever".
Tv-programmer 19. maj 2019 01:43 - Opdateret 19. maj 2019 07:13

TEL AVIV: Alt kan ske i Eurovision, men lørdag aften gik det rimelig meget som bookmakerne havde forudset. Hollandske Duncan Laurence vandt showet med sangen "Arcade", mens danske Leonora nøjagtigt som spået fik en plads midt i feltet.

Hun endte på en samlet 12.-plads ud af de 26 lande i finalen, og den placering er hun glad for.

- Vi er rigtig godt tilfredse. Det er cirka, hvad vi er blevet spået til - og det er godt at kunne leve op til forventningerne, siger den 20-årige sangerinde efterfølgende.

- Jeg er SÅ tilfreds. Jeg synes, vi har gjort det rigtigt godt både til juryfinalen (hvor landenes fagjuryer stemmer, red.) i går og til finalen i dag. Jeg kunne virkelig mærke, at publikum sang med fra første linje. Det var fantastisk, siger hun.

Eurovision-eventyret er dermed slut for denne gang. Og det skal fejres, før turen går hjem til Danmark for sangerinden søndag formiddag.

- Nu skal vi bare feste og hygge os, siger Leonora, der stillede op med sangen "Love Is Forever", der blandt andet er skrevet af Lise Cabble.

Sidste år blev det til en samlet 9.-plads for Rasmussen, der stillede op for Danmark med sangen "Higher Ground".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...