Tilfreds med de tre point

Fodbold 10. september 2002 08:00

LØGSTØR: Terkel Christensen, der træner Løgstør IFs hold i serie 2, glædede sig over sejren i udekampen mod Nibe, der blev besejret med 5-2 efter 2-1 ved pausen. Fra kampens start var Løgstør ikke klar og blev presset i bund af et godt kæmpende Nibehold. De havde flere gode forsøg, inden det efter 17 minutter blev 1-0 til hjemmeholdet efter et frispark. Det ramte stolpen, og Løgstør-forsvaret fik slet ikke markeret angriberne, hvoraf der stod tre fri og scorede til en fortjent føring. I denne periode spillede hjemmeholdet en god gang bold, hvilket Terkel Christensen tog konsekvensen af efter 32 minutter, hvor han lavede en dobbeltudskiftning og sendte Heino Kristensen og Niels Nygård på banen, hvilket gjorde, at der blev mere pres fra Løgstørs side, og man kom mere ind i kampen. Udligningen faldt efter 39 minutter, da Heino Kristensen pressede en forsvarer med det resultat, at han kæmpede sig til bolden og scorede sikkert. I halvlegens sidste minut kom Løgstør foran 2-1 på et straffespark, da en forsvarer tog bolden med hånden i en situation, der ikke var rigtig farlig. Straffesparket eksekverede Brian Zimmer til scoring. I anden halvlegs start blev Løgstør ramt af en lidt hårdt dømt 10 minutters udvisning, uden at det dog blev til de helt store chancer til Nibe i den periode. Nibe knækket Den definitive afgørelse på kampen faldt efter 25 minutter, da Heino Kristensen på en god aflevering løb fra forsvaret og scorede. Der gik blot yderligere et minut, inden det blev 4-1. Denne gang var det Karsten Pedersen, der scorede efter en perfekt aflevering fra Morten Eskildsen. Karsten Pedersen driblede udenom målmanden, efter at han først havde fintet ham, og trillede bolden i nettet. Herefter var Nibe definitivt knækket, og det kunne med lidt mere koncentration og held være blevet til endnu flere mål, end det ene Brian Zimmer scorede, da der var spillet 37 minutter. Her var oplæggeren Niels Nygård, der ganske enkelt løb fra forsvaret. I de sidste minutter fik Nibe lov til at komme lidt tilbage og fik reduceret til 5-2 med fem minutter tilbage i en situation, hvor forsvaret var lidt løst i opdækningen. Terkel Christensen glædede sig mest over de tre point, der kom i hus efter en kamp, hvor Løgstør ikke viste det bedste spil. Samtidig glædede han sig over at alle kæmpede i kampen, der nok vendte, da der blev foretaget udskiftninger i første halvleg, og han roste både Heino Krisyensen og Niels Nygård for en stor indsats efter indskiftningen samt målmand Simon Werner, der tog det, han skulle. Samtidig var der roser til en god og kompetent dommer i kampen. Med sejren er Løgstør for alvor ved at bide sig fast i toppen af rækken, og med point i de næste kampe kan holdet med de rigtige resultater komme med i kampen om de øverste placeringer i rækken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...