EMNER

Tilfreds med debut

KØBENHAVN:Første møde i folketingssalen var en stor oplevelse for det nyvalgte medlem for Socialdemokraterne i Aalborg Vest, Rasmus Prehn. Han har i salen fået plads ved siden af et af Socialdemokraternes varme navne, kandidat til partiets formandspost, Helle Thorning-Schmidt. - Der er lidt sommerfugle i maven. Det er bare så stort. Samtidig får man også en følelse af ydmyghed over det store ansvar, man har fået, siger Rasmus Prehn. Og en nervøsitet for, om jeg nu slår til. Det har været vildt spændende. Lige som de øvrige folketingsmedlemmer, der er valgt i Nordjylland, vil han arbejde for regionen. - Jeg er folketingsmedlem for hele landet, men vil selvfølgelig arbejde for nordjyske interesser. Jeg repræsenterer en gruppe nordjyske vælgere. Sådan er det. Alle folketingsmedlemmer repræsenterer en landsdel og vil selvfølgelig arbejde for den. Det er vel meningen med et repræsentativt demokrati, siger Rasmus Prehn. Rasmus Prehn vil med familien blive boende i det nordjyske, men er på jagt efter en bolig, når det bliver nødvendigt at overnatte i København. Foreløbig kan han overnatte hos forældrene i Køge. Han har indrettet sig i sit kontor på 3. sal og var allerede i gang med sin allerførste pressemeddelelse som folketingsmedlem, da NORDJYSKE aflagde visit på hans kontor. - Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med arbejdet, lød det fra en tilfreds Rasmus Prehn.