Fodbold

Tilfreds træner

AAB - SILKEBORG1-2 (1-1) FODBOLD, RESERVETURNERING AALBORG: - Den kamp slap Allan Olesen vældig fornuftigt fra. Det er tydeligt, at han er bekendt med at spille i en firebackkæde, og han har en god hurtighed, pæn styrke i duellerne mand mod mand, og så lukkede han pænt af defensivt, sagde AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen om den tidligere AB-spiller, der fik alle 90 minutter i AaB-trøjen i går i Superliga-reservernes testkamp mod Silkeborg IF. Allan Olesen, der har kontrakt med franske St. Etienne frem til 30. juni, fik dog ikke sat en afgørende tackling ind i det opspil, der førte til gæsternes sejrsmål otte minutter før tid. Bolden blev ekspederet ind foran mål, hvor Morten Søndergaard drejede den forbi Kasper Jensen i AaB-målet. Netop Kasper Jensen må tage opgørets åbningstræffer på sin kappe. Efter små 20 minutter sendte han bolden lige ud i fødderne af en Silkeborg-spiller, og Jesper Thygesen sagde tak for den gratis mulighed ved at spille Gezim Beqiri fri til scoring. AaB - med FC Nordjylland-duoen Daniel Kristensen og Simon Josefsen i startopstillingen, der også talte Hobro-spilleren Tommy Markussen og den argentinske U 20-landsholdsspiller Rodrigo Gomez - fik dog udlignet før pausen med Thomas Kortegaard og Morten Larsen som de store arkitekter bag scoringen. Sidstnævnte duo førte bolden op i den ene side, og slutteligt blev bolden sendt ind til bageste stolpe, hvor Daniel Kristensen blot skulle sætte indersiden på for at score til 1-1. Hos AaB stod anfører Stefan Schmidt stærkt i billedet sammen med boldsikre Daniel Kristensen, der også tidligere har spillet en kamp for AaB i dette regi. AaB-ledelsen lægger ikke skjul på, at den følger netop Daniel Kristensens udvikling intenst som en del af den samarbejdsaftale, klubben har med FC Nordjylland.jeri Kampfakta: Mål: 20. minut: 0-1 Gezim Beqiri. 35. minut: 1-1 Daniel Kristensen. 82. minut: 1-2 Morten Søndergaard. AaB, 4-4-2: Kasper Jensen - Allan Olesen, Jacob Krüger (70. minut: Bo Zinck), Tommy Markussen og Thomas Kortegaard - Daniel Kristensen, Stefan Schmidt, Stefan Bidstrup (50. minut: Christian Maldonado) og Rodrigo Gomez (70. minut: Christian Bjerg) - Morten Larsen og Simon Josefsen (60. minut: Simon Bræmer). Tilskuere: 50.