Skolevæsen

Tilfreds trods lukning

Løbet var kørt, erkender man på Søbakkeskolen i Handest.

Lettelse er der selvfølgelig på de af Mariagerfjord Kommunes skoler, der undgår lukning, men man kan også opleve en vis tilfredshed på en af de skoler, der, som det tegner nu, må lukke og slukke. Sådan er det for eksempel på Søbakkeskolen i Handest med omkring 80 elever. - Vi har erkendt, at vi er for små til, at vi kan drive en skole for de midler, der er til rådighed, så lukningen kommer ikke bag på os, siger formanden for skolebestyrelsen, Jette Nordentoft. Og når det nu skulle være, så er hun tilfreds med måden, det sker på. - Vi havde to prioriteringer: Vi ville flytte samlet, på en gang, og det måtte ikke ske før 2012. Hvis de ikke ændrer på det, kan jeg ikke se andet end, at vi må bakke op om beslutningen, siger Jette Nordentoft.