Tilfredse brugere i hjemmeplejen.

Brugerne af hjemmeplejen i Aalborg Kommune er overvejende tilfredse.

Der er stor tilfredshed med de frosne retter. Arkivfoto: Per Kolind
Socialforsorg 23. december 2011 15:00

Der viser en ny undersøgelse, hvor 84 procent af brugerne har en positiv vurdering af den praktiske hjælp. 91 procent er positive over for den personlige pleje, og 84 procent er positive over for kommunens madordning. Det er sjette gang siden 2005, at Aalborg Kommune gennemfører en større brugerundersøgelse, og set over årene er tilfredsheden med den praktiske hjælp i 2011 på det hidtil laveste niveau. Brugerne efterlyser oftest mere tid til rengøring og et ønske om at få hovedrengøring igen. Omvendt er tilfredsheden med den personlige pleje på det hidtil højeste niveau. Hjemmehjælperens imødekommenhed over for individuelle ønsker er helt i top, men der er dog en mindre grad af tilfredshed med det tildelte antal timer og kommunens informationer. Ældre- og handicapforvaltningen vil nu arbejde med at forbedre informationen. Brugerne i Aalborg Kommune er igen i år også meget tilfredse med madordningen. Dog er der mindre grad af tilfredshed med pris og kommunens information. Tilfredsheden med de frosne retter (85 procent) er nu næsten på niveau med den varme, udbragte mad (87 procent). Tidligere var de frosne retter ikke i høj kurs, men her er der sket et tøbrud, der tilskrives, at menukortet siden 2010 er udvidet fra 10 retter til 30 retter, og køkkenerne har haft brugerpaneler til at prøvesmage frosne retter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...