Tilfredse med familielægen

Når halsen kradser eller maven gør ondt, så er vi glade for at henvende os til vores egen læge. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Megafon for Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Ifølge undersøgelsen er 86 procent af befolkningen tilfredse eller meget tilfredse med egen læge, mens blot fire procent er direkte utilfredse. - Vi er meget glade og også lidt stolte over den tillid, befolkningen viser os, siger formand for PLO, Michael Dupont i en pressemeddelelse. Undersøgelsen viser, at danskere er fifty-fifty i forhold til at samle flere praktiserende læger i større lægehuse. Men hvis de større lægehuse betyder, at der samtidig bliver længere til familielæge, så mener flertallet, at lægehusene er en dårlig idé. Desuden viser undersøgelsen, at befolkningen sætter familielæge- og nærhedsprincippet over lørdags- og aftenåbent, og at det allervigtigste er, at lægen har tid. /ritzau/