Fodbold

Tilfredse med uafgjort

HVAM:I den meget vanskelige kamp på udebane mod FC Thisted hentede Kvik/Aalestrup IF et point for uafgjort 1-1, hvilket var stillingen allerede efter ti minutter. I det 5. minut kom hjemmeholdet foran 1-0 på et flot langskud, men denne føring holdt dog kun fem minutter. Her sørgede Jesper Jung for udligning til 1-1. - Det var super at få et point, for Thisted er stærke hjemme. Vi red stormen af i første halvleg, hvor de havde tre giga chancer, der burde have givet mål. Nogle store redninger af Danni Bartholomæussen i målet holdt os inde i kampen, siger træner Erik Nygaard. Efter pausen løb Thisted ind i tre gule kort og kunne ikke lægge det samme pres på Kvik, der i kampens sidste minut var tæt på at tage alle tre point. Her fik Jesper Andersen en friløber, men målmanden reddede og på den efterfølgende ripost måtte Nicki Rold se sit skud reddet på stregen. - Den burde have givet mål, men som helhed er jeg godt tilfreds med det ene point, da Thisted også kunne have lukket kampen i første halvleg, siger Erik Nygaard.