Tilfredse Thestrup

Han levede en turbulent tilværelse og satte hele karrieren over styr. Men i de senere år har skuespilleren Ole Thestrup atter fået krydser i kalenderen og er blevet en af landets mest efterspurgte skuespillere

Der er dem, som er bange for ham. Andre elsker ham, mens nogle synes, han er evigt brovtende på sin jyske facon. Men lige meget, hvordan man opfatter skuespilleren Ole Thestrup, så har alle en mening om ham. Igennem 30 år har han optrådt på de danske teaterscener, på film og i tv og ikke mindst på formiddagsavisernes forsider. Det har gjort ham til et kendt ansigt. - Jeg har det fint med berømmelsen, men der har da været perioder i mit liv, hvor det ikke var så rart, at alle folk vidste, hvem jeg var. Det var dengang, jeg var afhængig af sprut og lavede massevis af dumme streger. Da havde det nok været sjovere, at være hr. Jensen. Men havde jeg ikke været kendt, havde jeg muligvis lavet endnu flere dumme streger. Det, at jeg er kendt og har kunnet tale frit om min alkoholisme, er en af grundene til, at jeg er ædru i dag. Og det er så seks år siden, jeg drak den sidste øl, fortæller den nu 55-årige Ole Thestrup, der har placeret sig solidt i den store, brune lædersofa i hjørnet af det lavloftede hus, som han og konen, Hanne, købte for snart ni år siden. Det hvide murstenshus ligger ved Tuse Næs - lidt nord for Holbæk. Det udgør Ole Thestrups verden. Han holder sig helst derhjemme sammen med familien og plejer ikke omgang med skuespillerkolleger. Det har han aldrig gjort. - Jeg lever mit liv herude, men går på arbejde i København. Det øjeblik jeg er færdig med arbejdet, kører jeg hjem. Jeg har intet socialt samkvem med mine kolleger, og jeg savner det heller ikke, forklarer han. De samme roller Ole Thestrup blev uddannet skuespiller fra Århus Teaters Elevskole i 1976. Herefter var han en periode tilknyttet teatrets faste ensemble, før han i midten af 80'erne blev ansat på Det Kongelige Teater i København. Sideløbende var han begyndt at optræde både i film og på tv. Siden har rollerne været mange, men ofte med de samme træk. Han spiller de noget usympatiske, uintelligente og forstumpede karakterer. - Folk siger ofte: "Ham Ole Thestrup, han råber og skriger altid i sine film". Men det passer ikke. Der er mange film, hvor jeg er helt nede på jorden. Alle mine roller har haft sin charme, men de er ofte ret ens. Jeg er af den opfattelse, at vi bliver sat til det, vi er bedst til. Min gamle engelsklærer sagde engang til mig: "Ole, vi skal bruge folk efter deres evner. Kan du så gå op og tørre tavlen ren". Ole Thestrup griner højlydt og rejser sig op. Det er tid til en smøg. Han forsvinder ud i køkkenet, men falder næsten over de to små hunde, Tesse og Marie, der vimser rundt i stuen. Da han kommer tilbage, går han resolut i gang med at tale: - Jeg har ikke været ked af de roller, jeg har fået - tværtimod. Jeg synes, jeg har fået de bedste roller. Ikke nødvendigvis de største, men alligevel de bedste. Enhver rolle har haft sin udfordring, men man skal ikke begynde at opveje, hvilken der var bedst. Det vil svare til at diskutere, om Picasso eller Rembrandt er den største kunstner. Sådan fungerer det jo ikke. Jeg ved, at nogle af mine kolleger er kede af, at de er blevet sat i en bestemt bås som skuespiller. Men sådan har jeg det ikke. De roller, jeg får, indeholder alt, hvad jeg kan bruge som skuespiller. Jeg får lov til både at spille ked af det, sur, glad, opfarende og genert. Hele følelsesregistret igennem. Og jeg er glad for, at der findes sådanne roller. Ofte siger folk, at hvis ikke Ole Thestrup skulle spille den rolle, hvem så? Kaptajn Ole For nylig har Ole Thestrup afsluttet en to-årig verdensturne med teaterstykket "Woyzeck". Rollen som kaptajnen i Tom Waits og Robert Wilsons anmelderroste stykke har bragt ham jorden rundt op til flere gange. Og som altid, når Ole Thestrup rejser, har han ting med i bagagen - både fysisk og psykisk. - Når jeg er ude i den store verden, forsøger jeg at komme til lokale møder i AA - Anonyme Alkolikere. Jeg har for eksempel været til AA-møde klokken ni en søndag morgen på Malibu Beach. Det var helt fantastisk at opleve 250 mennesker samlet på en strand, hvor de kun 30 meter fra bølgerne talte frit om deres misbrug af både alkohol og stoffer. Men jeg går ikke så meget til de møder for at holde mig ædru, mens jeg rejser. Det er nok mere for oplevelsens skyld. Samtidig er det enormt givende at mødes med andre, der er i samme båd som en selv. Det kan jeg nærmest få julelys i øjnene over, siger Ole Thestrup, men ser så straks mere alvorlig ud. - Ja, og så medbringer jeg også noget, som jeg først nu har fundet ud af, er ulovligt. Lige meget, hvor jeg rejser i verden, har jeg det med i kufferten, siger han og holder en kort pause for ligesom at se, hvordan forløsningen hænger i luften. - Det er da rugbrød, for satan da. Og smør, ost og spegepølse. Det har jeg altid med mig, siger han med sin umiskendelige jyske accent. Igen rejser han sig op. Denne gang for at hente mere kaffe. Da han kommer tilbage, får han øje på den lille sølvgrå MiniDisc, der optager interviewet. - Hva' er det da for en djævel, siger han og kigger undersøgende på det lille stykke magiske vidunder. Ole Thestrup elsker teknik. Ja, han er faktisk "helt vild og blodig med alt sådan noget grej". - Jeg har selv bygget min computer. Det kan jeg få meget tid til at gå med. Den kan det hele og har alt installeret - lige fra Internet til PhotoShop. Jeg bruger det ikke alt sammen, men det virker, satme, forklarer han. Mig og Waits Ud over den store begejstring for teknikken har Ole Thestrup endnu en hobby, som han har nydt godt af de senere år. Han har et medfødt musikalsk talent. Overalt i stuen står gamle, slidte guitarer side om side med det store, sorte klaver, som dog er blevet en smule støvet. - Her er min favorit, siger Ole Thestrup og hiver den akustiske Martin & Co.-guitar frem. Det var med den i hånden, at han gik til audition hos den verdenskendte komponist Tom Waits, da rollerne i "Woyzeck" skulle besættes. - Dengang var jeg godt nok nervøs. Selvom jeg var over 50, skulle jeg stille mig op på en scene og bedømmes foran både Tom Waits og teaterinstruktøren Robert Wilson. Jeg blev bedt om at synge på engelsk, så jeg gik i gang med den amerikanske folkesang "Goodnight Irene", som jeg fremførte på en meget mærkelig måde. Men det virkede sgu', og jeg fik rollen. Tom Waits var helt vild med mig og kom op på scenen og spurgte: "Shouldn't we play the blues?". Så satte han sig til klaveret, og jeg spillede guitar i næsten ti minutter. Det var en stor oplevelse, forklarer Ole Thestrup og slår akkorden an til "Goodnight Irene", som han synger ud i rummet, mens fotografen forsøger at fange ham i den helt rette profil.