Fodbold

Tilfredshed med ny hal-ordning

} IDRÆTSHALLER: Bestyrelserne i de fire idrætshaller i Skørping Kommune er generelt tilfredse med den nye ordning, som børn, skole og kulturudvalget har aftalt med dem angående vedligeholdelse og økonomi. Det siger udvalgsformand Leon Sebbelin (R), som også håbede, at man med den nye ordning ville få et bedre overblik og dermed få det hele til at fungere bedre. - Vi er kommet over den pukkel, vi havde før, og p.t. fungerer hallerne generelt tilfredsstillende, siger han. I den nye vedligeholdelsesordning bliver kommune og hal på forhånd enige om overslagspriser på de nødvendige vedligeholdelsesarbejder, og halvdelen af overslagsprisen udbetales så af kommunen. Men hallen må selv bestemme, om man får arbejdet udført af frivillige og dermed måske ligefrem kan tjene på opgaven og bruge pengene på andre investeringer. } UDSAT KAMP: Den udsatte fodboldkamp i serie 4 mellem Bælum/Solbjerg og LKB, Gistrup, skal spilles tirsdag aften på Bælum Stadion, og selvom Gistrup ligger i nederste halvdel af rækken, så skal Bælum/Solbjerg ikke vente nogen nem kamp, idet Gistrup hidtil har spillet nogle meget lige kampe. Træner Rasmus Kærsgaard håber dog på tre point, så holdet kan få tavlen visket ren efter Klarupkampen og dermed også have chance for at holde sommerferie på førstepladsen. Til kampen er Mark Chapmann, Flemming Geertsen og Nick Beyer igen med, og de erstatter Morten Selander, Niels Anker Kragh og Tommy "Sild" Jensen. } LETTE POINT: Blenstrups fodboldherrer i serie 5 fik tre lette point i denne uge, da Ø. Hornum meldte afbud et par timer før kampens start.