Tilfredshed på FF Skagen
Overskud trods faldende tilførsler i 2011

Bestyrelsesformand for fiskemelsvirksomheden FF Skagen Jens Borup: Vi kan ikke leve med nedskæringer i tobiskvoten på 90 procent.
Trods tilbagegang i mængder og halvering af overskuddet i forhold til året før, erklærer formand for FF Skagen, fiskeskipper Jens Borup, sig tilfreds med resultat af 2011. Jens Borup oplyste på generalforsamlingen i går, at der samlet havde været en tilbagegang i tilførslerne på 64.000 tons i 2011. - Vi har gennem året betalt toppris til fiskere og fiskeindustrier, og det er sket samtidig med, at priserne på fiskemel faldt på verdensmarkedet, sagde han. Omsætningen blev 1700 mio. kr. med et overskud på 34 mio. kr. før skat, hvor det i 2010 var 74 mio. kr. før skat. Årets overskud efter skat henlægges til egenkapitalen. Der er 97 andelshavere i selskabet, heraf 27 aktive, hvilket er et fald på seks i forhold til 2010. Det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte, oplyste Jens Borup, som tilføjede, at verdensmarkedet efterspørger vore produkter, men at der landes for få industrifisk, fordi kvoterne nedsættes år for år. Det fremgik desuden, at FF Skagen fortsat modtager bæredygtigt fangede industrifisk, der ikke bruges til konsum, og samtidig fremstiller virksomheden fiskemel og fiskeolie til kunder i flere end 60 lande på et bæredygtigt grundlag. Derudover kommer restvarmen fra selve produktionen på virksomheden alle Skagens husstande med fjernvarme til gode, således at en fjerdedel af deres varme kommer fra FF Skagen. Restvarmen fra virksomheden var sidste år 11.000 MWh stigende i år til omkring 18.000 MWh til Skagen Varmeværk. Jens Borup knyttede derudover en kommentar til den arbejdsmetode, som fiskeribiologerne i DTU Aqua tager i anvendelse ved rådgivningen for 2012 om kvoter for den vigtigste industrifisk tobis. - Nedskæringen på omkring 90 pct. sammenlignet med 2011 er så voldsom, at den uundgåelig vil ramme alle virksomheder og erhverv på land udover fiskere i nord - og vestjyske kystsamfund - medmindre den ændres. Rådgivningen fra biologerne er sket på et utilstrækkeligt grundlag, og det kan erhvervene ikke leve med, fastslog Jens Borup.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.