EMNER

Tillid og motivation vejen frem

Mandag 5.3. deltog jeg i en duel om universitetspolitik med videnskabsminister Helge Sander på Aalborg Universitet.

Debatten foregik i en venlig og forsonlig tone. Imidlertid er jeg ikke i tvivl om, at det også blev tydeliggjort, at Sander og jeg har to vidt forskellige politiske grundholdninger i forhold til debatten. Derfor var jeg og flere andre forundrede over, at vi dagen efter i NORDJYSKE kunne læse et referat, der overhovedet ikke levnede plads til de politiske forskelle i debatten – men alene konstaterede, at debatten havde været fredelig, og at jeg havde sagt, at Helge Sander er en venlig mand. Efter min opfattelse var det i debatten ganske tydeligt, at Helge Sander på mange måder holder fast i den stadig stigende detailstyring af universiteterne, hvor jeg for min del slog et slag for, at det er tillid og motivation, der skal bruges i den politiske ledelse af landets universiteter. Derfor vil jeg i det følgende fremhæve de væsentligste passager fra min tale i mandags, således et mere retvisende billede af debatten stilles til rådighed for Nordjyskes læsere. Et bredt forlig i Folketinget har med globaliseringsaftalen sikret en økonomisk indsprøjtning til landets universiteter. Sammen med de øgede midler følger imidlertid en række meget høje forventninger til, hvad fremtidens universiteter skal nå af mål. Undertiden er der netop afgrundsdyb forskel på, hvordan man vælger at forfølge sine mål. Gennem de senere år er der i forhold til den politiske styring af universiteterne udviklet en efter min opfattelse uheldig tendens til nidkær detailstyring og fangevogter-mentalitet, hvor tillid og motivation afløses af kontrol og straf. Nu tror jeg ingenlunde, der er tale om ond vilje, når videnskabsministeren og embedsfolket i Bredgade forsøger at implementere de mange gode politiske mål. Tendensen er nærmere opstået som en kombination af den siddende regerings generelle angst over for andre end sig selv og embedsapparatets afmagt over for den store opgave det er at implementere så mange politiske mål på så kort tid. Tiden er derfor inde til, at Folketinget viser politisk mod og mandshjerte og ændrer ledelsesstil over for universiteterne. Frem for at svinge pisken skal vi finde den sunde og langt mere motiverende gulerod frem. Universiteterne deler allerede vore store forventninger og ønsker for fremtiden. Der er tale om medspillere – ikke om modspillere. Forener vi vore kræfter - frem for at mistænkeliggøre og modarbejde hinanden, når vi længere – endda på kortere tid. Målene kan altså sagtes nås. Det handler bare om at udvise den rette form for ledelse. Mit budskab om fremtidens universitetspolitik er derfor: Tillid og motivation er vejen frem - også selvom forventningerne er store!