Tillid til at turde

arkivfoto

arkivfoto

”Hvis du tør springe ud med faldskærm, tør du alt!” Sådan lød et af emnerne på et kursus for kvinder på bistandshjælp for år tilbage. Hensigten med det 12 uger lange kursus var at hjælpe 16 kvinder til så meget selvværd, at de uopfordret turde gå ud og søge arbejde. Og dermed slippe ud af de betalende kommuners statistik. Der kom sikkert lige så meget skidt ud af det kursus, som så mange andre af den slags. Noget godt kom der imidlertid også ud af det: Mod. Mod til at skille sig af med en voldelig kæreste. Mod til at sige fra overfor en emsig sagsbehandler, der for enhver pris ville have den pågældende kvinde med dårlig ryg til at arbejde på fiskefabrik. Mod til at begynde forfra i 9. klasse for senere at fortsætte med studentereksamen på vej mod målet som folkeskolelærer. Og til endelig at flytte fra barndomshjemmet og den dominerende mor. Modet skyldtes ikke mindst det famøse spring med faldskærm. Den slags mod, der kommer af tillid og opbakning fra andre og vokser til tro på sig selv. Hvad ellers kan få voksne kvinder til at springe ud fra 600 meters højde og se jorden nærme sig med samme fart som et IC3-tog. Andet end den selvtillid og styrke, som kun sammenhold, opbakning, ros og tillid fra andre giver? Samt forvisning om, at nogen er der for os. Som når det to-årige barnebarn hopper ned fra køkkenbordet i troen på, at mormor griber. Som når ordblinde børn tør læse højt på tv, fordi en god lærer har det helt rigtige tag på dem. Som når en radikal politiker bryder med sin tryghed, fordi nogen bakker ham op. For er tillid og opbakning ikke netop den næring, vi vokser af? Som kærester og kolleger, søstre og chefer, mødre og medarbejdere.