Mou

Tillid væk

DOM:Fem måneders fængsel for årelang mishandling af en lille pige. Man tror ikke, det kan passe. Var det ikke mere retfærdigt med lige så lang en straf som de år, den lille pige har været udsat for den grove mishandling? Men dommen burde også få konsekvenser for de sociale myndigheder i den gamle Sejlflod kommune og siden Aalborg, som ikke har regeret på og taget de henvendelser alvorligt, som de har fået fra naboer og skole. Hvis dette var sket, havde pigen undgået årelang mishandling. Det er fra de involverede instanser tale om omsorgssvigt på det groveste. Er det mon, fordi forældrene i det her tilfælde er veluddannede, at man lader sig narre? Hvordan kan I se jer selv i spejlet efter dette, og hvordan med lillebroderen? Hvordan kunne man konkludere, at situationen ikke var så alvorlig, at man fandt det nødvendigt at tage hånd om ham? Hvordan skal menigmand nogensinde fatte tillid til systemet og hvordan får man folk til at reagere på noget fremover når det ikke bliver taget alvorligt. Birte Holm Junoparken 2, Mou, 9280 Storvorde ghvm@mail.tele.dk