EMNER

Tilliden smuldrer

Hvor er der dog sket mange foruroligende begivenheder på ganske kort tid.

Det startede med oprør i en række lande, hvor store befolkningsgrupper længe havde været undertrykt og levet under usle forhold. Man ønskede frihed, ordentlige levevilkår og forhåbentlig også demokrati. I Libyen og Syrien angriber ledere nu brutalt deres egen befolkninger med ødelæggelse og død til følge. Med et rykkede det hele tættere på os, da den vanvittige terror ramte Oslo og tog livet af uskyldige unge mennesker og regeringskontorer blev sprængt i luften. Senest har vi oplevet store bydele i London stå i brand og set, hvordan kaos og uro har bredt sig med voldsom hast. På Afrikas Horn sulter millioner af mennesker og nødhjælpen har svært ved at nå frem, fordi militante grupper står i vejen. Hvor kan vi let blive magtesløse og stå måbende og spørge sig selv: Hvorfor? Desværre er der mange skadelige ideologier, som bygger på had, hævn, undertrykkelse, tyranni og ondskab. Alt er ikke lige godt eller lige meget. Værst af alt er, at tilliden til hinanden og fremtiden er ved at smuldre og specielt den efterfølgende debat om katastrofen i Oslo har vist, hvor svært vi har ved at finde den ordentlige og fornuftige dialog med hinanden. Den dybe mistillid har også sat sit store præg på de finansielle markeder verden over. Standard & Poor nedgraderede USA's kreditværdighed fra AAA til AA+ og med et forsvandt milliarder af kroner i den blå luft. En skræmmende global økonomisk krise er opstået og ingen ved, hvordan det rigtig skal løses eller gå. Mange mener, at politikerne ikke har levet op til den tillid, man kunne forvente af dem og i stedet tænkes mere på egen partipolitik og at promovere sig selv, end at finde en samlet brugbar løsning på de åbenlyse økonomiske vanskeligheder. I USA viste det sig, hvor stor uenigheden var mellem republikanere og demokratere for at gøre det, der skulle gøres - men herhjemme kender vi vel kun alt for godt til, hvor svært det kan være, at finde gode brede løsninger, når man står foran et snarligt valg. Desværre - for der er virkelig brug for et fælles politisk samarbejde, hvis vi skal klare os gennem alvorlige krise. Vi udfordres således på mange områder og må stå sammen for at få genopbygget tilliden til samfundet og hinanden. Den norske statsminister talte efter udåden i Norge om mere frihed og fællesskab som et værn mod alt det ødelæggende, der var sket. Meget kloge ord i en svær tid. Vi står nu alle midt i en afgørende værdikamp, hvor frihed, fællesskab, næstekærlighed, omsorg og fremtid med glæde og håb udfordres. Der er virkelig brug for eftertanke og besindighed. Ondskab, had, hævn, krig og mistillid skal ikke fylde så meget og har reelt ingen fremtid, fordi det kun kan nedbryde og ødelægge. Lad os i stedet minde hinanden om, at der er en mægtig Skaber, som har tænkt kærlige tanker for hele menneskeheden og ønsker at give enhver både fremtid og håb. Kristus har været her og gjort op med ondskaben, døden og alt det ødelæggende. Han sejrede på vore vegne og dermed er der åbnet op for en helt anderledes og farbar vej, hvor kærligheden nu er den bærende og stærkeste magt. Den kan nemlig både forene og opbygge til gavn for alle. Alene i det lys kan tilliden genskabes og fællesskabet få lov at blomstre med både glæde og håb.